De pinlige episoder, hvor læserne følte sig som alt andet end månedens medarbejder

“Min veninde havde skaffet os et job som eventpiger, men hun vidste ikke, hvad det gik ud på – kun at vi skulle gå rundt i Marielysts natteliv og reklamere for et playstationspil. Da vi kom frem, lå der to sorte spandex-dragter: Det var et Catwoman-spil, vi skulle reklamere for! Vi trak i de stramme outfit og iførte os maskerne. Min størrelse 42-røv så langt fra lækker ud, og folk skreg af grin, når de så os! Min veninde begyndte at græde og gennemførte kun, fordi jeg tvang hende til det!”

Lene

“Jeg var lige startet i mit første job og havde hørt fra kollegerne, at chefen kunne være svær at imponere. Da jeg skulle til møde på hans kontor, greb jeg chancen for lidt smalltalk og pegede på et billede af to nuttede unger: ‘Sikke nogle søde børnebørn, du har!’. Jeg kunne høre en høj latter ude fra forkontoret, og hans sekretær stak hovedet ind og grinede. ‘Ha ha!’, råbte hun, ‘der fik du den, gamle mand!’. min chef så helt forkert ud i hovedet. det viste sig, at han var blevet far i en sen alder, og jeg selv var blevet til grin!”

Heidi

“Jeg var stuepige på et motel, og når jeg gik rundt på
de tomme værelser og gjorde rent, skruede jeg op for MTV på alle fjernsynene og sang med. En dag var jeg i gang med en sopran-udgave af Angels med Robbie Williams, da jeg brasede ind i et værelse, hvor der lå en nøgen mand og sov! Han satte sig op i sengen og vrælede: ‘UUUD!’, og jeg skreg og løb væk uden at lukke døren!”

Ida-Marie

“Som en af de yngste var jeg blevet udset til at stå for musikken til firmafesten. Jeg havde lavet en playliste med dansevenlige numre, men nogen må have rodet med min iPod, for pludselig bragede temaet fra Bubbibjørnene ud. Den var nummer ét på min løbeplayliste! De ældre kolleger råbte: ‘Hvad fa’en er det for noget møg?’, og jeg måtte løbe op og slå væk fra det infernalske Bubbihelvede! Jeg bliver aldrig firma-dj igen.”

Louise

“Jeg var ny på min arbejdsplads og havde gået og luret på en lækker kollega. Vi havde kun hilst kort, så da han en dag trak sin kontorstol hen til min plads og sagde: ‘Nå, fortæl mig så: Er du glad for at være her?’, blev
jeg fuldstændig febrilsk af overraskelse. Jeg begyndte at svede, blev postkasserød i hovedet og prøvede at se meget busy and important ud. Jeg greb telefonrøret, væltede min kaffekop, løftede røret op til øret og mumlede: ‘Ja, jeg sidder lige og ringer!’ – mens klartonen tudede ud af medhøret. Han skyndte sig væk, og vi har ikke talt sammen siden!”

Maria

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman.