© Scanpix/Iris

Læsernes pinlige fitnesshistorier

Det er typisk. I dagevis har du taget dig sammen for at komme afsted til træning. Og så går alt galt!

31. januar 2015 af Isabel Hokken

Adgang forbudt
“Mit træningscenter har fået et smart adgangssystem, hvor ens øjne bliver scannet, når man kører sit medlemskort igennem. Det gav dog visse problemer en dag. Jeg er ikke så høj, så jeg stod og hoppede forvildet op og ned for at få lyset fra scanneren til at ramme mine øjne. Så kom der hjælp fra uventet kant. Instruktøren oppe fra skranken råbte til en superlækker forbipasserende hunk, om han ikke lige kunne hjælpe hende kvinden, ‘som har problemer med teknikken’. Han kom hen, trak elegant ned i scanneren, som åbenbart - og ret smart - kunne indstilles til ens højde. Jeg takkede med den dårligste scorereplik. Øv, det var dårlig timing.”
Charlotte, 28 år

Pladask foran Beverly Hills
“En dag til træning beslutter jeg mig for at gå op og tage en tur på løbebåndet. Jeg er dog meget optaget af tv-skærmene, der viser Beverly, og midt i Dylan og Kellys krise, opdager jeg slet ikke, at mit løbebånd faktisk kører for fuld udblæsning. Resultatet er, at mine ben forsvinder op i luften, da jeg med al min kropsvægt træder op på båndet. Jeg svæver desperat oppe i luften et langt øjeblik, før jeg hamrer ned og lander hårdt på hoften. Mit stunt giver sådan et enormt brag, at alle i hele fitnesscentret forskrækket vender sig om og glor på mig. Fuck, det gjorde ondt.”
Rikke, 26 år

LÆS OGSÅ Pinligt: Det store surprise-party

Mave, balle, snork
“Min ugentlige mave-balle-lår-time blev meget mindeværdig engang. Efter den hårde træning sluttede vi med nogle udstrækningsøvelser til rolig afslapningsmusik. Hele weekendens indtag af daiquiries må være gået lige i mit blod, for jeg døser helt hen og vågner ved min egen snorken til alles morskab. Som om det ikke er nok, når jeg at falde i dyb trance igen, og denne gang vågner jeg først, da instruktøren klapper mig på kinden. At snorkboble to gange på én time - det var sgu lidt for pinligt.”
Malene, 24 år

Røvgod udsigt
“For nylig investerede jeg i et par stramme spandexbukser, som alle løbere render rundt i. En dag røg de på til træning - der var ikke andet i mit skab, og så ser min røv også ret godt ud i dem. Det var der andre, som også fik lov at bedømme ... For midt i udstrækningen står jeg med hovedet imellem benene og røven i vejret, da en instruktør kommer forbi og siger: "Røvgod udsigt, men måske skal du tage trusser på næste gang". Jeg blev selvfølgelig totalt mundlam. Smed jeg en smart kommentar tilbage? Næ, jeg strøg direkte ned i omklædningsrummet i ren panik over mine gennemsigtige bukser. Virkelig tjekket.”
Nina, 23 år

LÆS OGSÅ Pinligt: Jeg snupper bare en lille tår

Svedige blikke
“En dag på vejen ud af centret efter træning kiggede seks lækre mænd på min røv. Jeg var totalt ovenpå. Ikke nok med, at jeg var blevet supersporty - centret kunne være min nye score-arena! Glæden var dog kort, da jeg fandt ud af, at jeg havde svedt så meget, at det så ud, som om jeg havde tisset i bukserne.”
Katrine, 25 år

Stormfuld yoga
“Jeg var engang til en meget speciel yogatime. Da vi alle lå der i stillingen ’ploven’ - den, hvor ens ben er svinget bag over ens overkrop, og ens røv stritter ligefrem - sker det. Midt i stilheden slår min kæreste, som jeg havde lokket med, en kæmpe prut! I stedet for at ignorere det begynder han at undskylde og forklare, at det er, fordi vi spiste indisk mad i går. Mine kinder fik samme farve som min røde yogamåtte, og det blev sidste gang, vi stressede af sammen.”
Anna, 25 år

LÆS OGSÅ Pinligt: Pissoirets dronning

Rystetur i Korea
“Jeg var på ferie i Sydkorea, og frisk som jeg var, gik jeg ned i hotellets fitnesscenter. Alle maskiner var totalt mærkelige, og manualerne stod selvfølgelig kun på koreansk. Jeg forsøger med en såkaldt rystemaskine. Mens jeg står der med alt mit vibrerende kropsfedt og føler mig knap så charmerende, bliver jeg et øjeblik uopmærksom. Båndet falder ned om mine ankler, og splitsekundet efter falder min stadig rystende krop omkuld, og jeg slår hovedet lige ned i gulvet. At to små koreanske mænd i 70’erne kom og samlede mig op, gjorde ikke situationen mindre pinlig.”
Pia, 30 år

Forvildet i mandehørmen
“Jeg lavede engang den største bommert i mit liv. Den morgen vågnede jeg tidligt, så jeg ankom som en af de første til fitnesscentret. Inde i omklædningsrummet var jeg i fuld sving med at udskifte det lækre lingeri med sportsbh’en, da to mænd pludselig vader ind. ‘Uuud!’, skriger jeg i rent chok, imens jeg tildækker mig, så godt jeg kan. Her er det så, at de stille og roligt forklarer mig, at det altså er mig, som er gået forkert. Jeg blev så pinligt berørt - skyndte mig i tøjet og løb ud af centret. Der gik længe, før jeg vendte tilbage.”
Marie, 21 år

LÆS OGSÅ Pinligt: Nøgen surprise

Fanget af jernstang
“Det har taget mig tre år at samle mod til at gå ind i den del af mit fitnesscenter, hvor de tatoverede mænd står og pumper jern. Men dagen kom, hvor jeg lagde mig til rette på bænken. Dog tænkte jeg ikke lige på, hvor mange kilo der var sat på vægtstangen. Lige som jeg løfter den op, taber jeg den ned over mig selv. I flere sekunder ligger jeg med åndenød og cirka 100 kilo jernstang på min brystkasse. Heldigvis var der masser af mænd to the rescue. Men øv, det var pinligt.”
Frederikke, 30 år

Fra stærk til bræk
“Jeg opdagede en sjov maskine under en prøvetime engang. Man blev spændt fast på et bordlignende apparat og vendt på hovedet. I andet forsøg kom min arm dog til at sidde fast, og som maskinen begyndte at dreje, brækkede jeg håndleddet. Det gav opmærksomhed!”
Signe, 28 år

Bragt første gang i Woman nr. 136