© iStock

Pinligt: I kanen med svigerfar

Vi kender vel alle det med, at vi frygteligt gerne vil gøre et godt indtryk på svigerfamilien...

2. december 2015 af Redaktionen

Det er med både smil og rødblussende kinder, jeg tænker tilbage på min første store kærlighed, Anders. Eller rettere: hans forældre! Moren var overbibliotekar på det lokale bibliotek – en noget stram dame, men dog klart at foretrække frem for faren, som var noget nær det mest korrekte menneske på denne jord. Jeg tror, at selv min kæreste fr ygtede ham lidt – og om han kunne blive optaget på jurastudiet, som faren helst så.

Forældrene så alt festligt som en direkte trussel mod, at deres søn kunne få høje karakterer i gymnasiet. Og det var netop det, der var problemet, for Anders var en kæmpe festabe. Derfor plejede vi at sove hos mine forældre, men denne ene gang var en undtagelse, fordi vi skulle til en fest hos en, som boede klos op af Anders’ forældre i velhaver-kvarteret.

Allerede ved ankomst var der lagt i ovnen til en stor aften: Der var alverdens sprutmærker, udenlandske øl – og ingen regning! Resultat: Jeg blev meget, meget fuld. Er bange for, at jeg sang Vi sejled’ op ad åen, da vi omsider gik hjem til Anders’ forældre i morgendisen.

Den forkerte dør 

Nu er det sådan, at når jeg får lidt for meget inden for vesten, skal alkoholen ikke bare soves væk – den skal kastes op! Ellers kan jeg simpelthen ikke lukke et øje. Så i morgengryet kunne man se mig løbe frem og tilbage mellem Anders’ værelse og toilettet – en rute, der gik lige forbi forældrenes soveværelse.

Seancen står noget tåget, fordi jeg: 1. Havde en promille som en håndværker på polterabend og 2. Var dødhamrende træt. Desuden nåede jeg at falde lidt i søvn mellem mine anfald af opkast. Det er nok derfor, det for alvor gik galt. Hvordan kunne min brandert ellers udvikle sig så mareridts-agtigt?

Det er det tætteste, min kæreste og jeg når et svar på, hvorfor jeg gik jeg ind ad den forkerte dør efter en tur på toilettet. Jeg var så fuld, at jeg intet opfattede. Hverken at dørhåndtaget sad i den modsatte side, eller at sengen stod tættere på døren og omvendt i forhold til min kærestes seng. Jeg gik i min egen lille osteklokke, stadig stang-Bacardi, hen til sengen, løftede dynen og lagde mig til rette tæt op ad den mandekrop, der lå i sengen. Herfra husker jeg ikke selv ret meget, men jeg fik dagen efter fortalt af min kæreste, at jeg havde lagt mig ved siden af hans far! I forældrenes dobbeltseng!

Vækkede svigerfar

Nu havde farmand og jeg jo i forvejen ikke noget videre kærligt eller tæt forhold, så den arme mand var selvsagt sprunget op af sengen. Fair nok: Det havde de fleste nok gjort, hvis et sprut- og bræklugtende kvindemenneske iført g-strengstrusser (nej, desværre intet andet) var dumpet ned i dynerne til dem. Moren var ilet til for at hjælpe mig på benene og bugsere mig ind i sin søns seng.

 

 

Her var hun så betænksom, at hun stillede en spand på gulvet ud for mit hoved og lagde et håndklæde ud over sengen for at begrænse mine ødelæggelser. Efterfølgende fandt hun en madras til min ekskæreste, så han kunne sove på gulvet. Om det var for min eller hans skyld aner jeg stadig ikke ...

Næste morgen vågnede jeg i hvert fald til verdens værste tømmermænd, som ikke blev et hak bedre af, at min kæreste var så venlig at genfortælle alt, hvad der var sket i nattens løb. I detaljer. Pludselig kunne jeg huske små glimt af hans far, da han sprang ud af sengen kun iført små underbukser. Og hvordan moren fik bøvlet mig i seng.

Det værste af det hele var, at jeg dagen efter var nødt til at bede min kæreste om at spørge faren, om han ville køre mig hjem, for jeg var simpelthen for dårlig til at gå. Så kan man selv tænke sig til, hvilken pinlig tavshed der var i bilen ...

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman