Ydmygende parkering
“Som nybagt bilist skulle jeg parallelparkere foran en stor boligblok. Suk. Jeg smed bilen i bakgear og gav det et forsøg. En meter fra kantstenen. Om igen. For tæt på kantstenen. Sådan fortsatte jeg i ti minutter, og efterhånden begyndte folk at stimle sammen på deres altaner. Til sidst kapitulerede jeg og kastede kroppen ind over rattet, hvilket udløste et øredøvende båt fra hornet. Jeg var grædefærdig. Min redning blev en ung mand, som satte sig bag rattet, kørte en halv meter frem og svingede det firhjulede kræ ind i båsen. Sådan.”
Linda, 26 år
Hærgede cykelstativ
“Som teenager var jeg bange for, at min mor opførte sig pinligt - tænk nu, hvis der kom nogle drenge forbi! En dag gav hun den lidt for meget gas, da hun bakkede ud fra Nettos parkeringsplads. Bang, ind i cykelstativet! Dagen efter i skolen spurgte en flok grinende drenge, om det var min mor, der havde smadret Nettos cykelstativ. Iiiih!”
Pia, 24 år
LÆS OGSÅ Pinligt: Sexlegetøj på afveje
Mormor-agtig nybegynder
“Jeg har kun haft kørekort i halvandet år, og det voldte mig visse problemer at lære de grundlæggende ting - som gearskift. Det stod klart til køreprøven. I hvert fald koksede jeg helt ud, da den køresagkyndige bad mig om at køre ud på motorvejen. Jeg kunne slet ikke finde rundt i gearene og lagde derfor ud med at køre 200 meter i andet gear, altså omkring 40 km i timen, mens folk dyttede om ørerne på mig. Senere drønede jeg glad rundt i et beboelseskvarter med 50 i timen, indtil hun udbrød: ‘Dejlig 40-kilometerszone, hva’?’. Ved et sandt mirakel lod hun mig bestå, hvis jeg lovede at ‘køre mindre mormor-agtigt’ i fremtiden!”
Maria, 28 år
Med hornet i bund
“Jeg havde fået æren af at låne min mors gamle Fiat, som havde nogle lidt anderledes indstillinger. Blandt andet blev båthornet udløst ved, at man trykkede en stang ned, der sad under rattet. På uforklarlig vis lykkedes det mig en dag at få stangen ind i mit jakkeærme, lige idet jeg tog turen rundt i en rundkørsel. Jeg kunne umuligt få armen fri uden at køre galt. Så med hornet i bund fløj jeg af sted, indtil jeg langt om længe fik armen fri. Pænt pinligt.”
Julie, 27 år
LÆS OGSÅ Pinligt: Handywoman? Øh, nej!
Dumpede pædagogisk test
“Med et dugfrisk kørekort i pungen skulle jeg bakke mine forældres bil ud af carporten, som ikke var blandt de bredeste. Så jeg var noget beklemt ved situationen. Men min pædagogiske mor mente, at skrækken skulle overvindes ved at springe ud i det. Som sagt, så gjort: Få sekunder senere bakkede jeg hele karosseriet ind i carportens væg! Det er vist det der med kontrastyring ...”
Louise, 25 år
Sportsvognen strejkede
“En sommerdag i Indre København cruisede mine veninder og jeg rundt i en åben sportsvogn. Musikken bragede ud af højtalerne, og vi kunne ikke få nok af os selv. Så da vi holdt for rødt, gav vi den hele armen med sang og dans i sæderne på bedste Beverly Hills 90210-manér. Yes, det kørte for os! De forbipasserende fodgængere, bilister og gæsterne på fortovscafeerne fulgte nøje med i vores lille fest, men da lyset skiftede til grønt, gik bilen ud. Den var stendød og måtte hentes af Falck. Så meget for den cool attitude.”
Rebekka, 23 år
LÆS OGSÅ Pinligt: Læsernes køkken katastrofer
Kastede op på svigermor
“For et par år siden blev jeg inviteret med min nye svigerfamilie på biltur til Prag, og kæresten og jeg indtog bagsædet, mens svigerfar og -mor satte sig foran. Desværre hører jeg til dem, der får køresyge af ingenting, så efter fire timers kørsel kunne jeg mærke kvalmen sidde helt oppe i halsen. Jeg forsøgte at gøre tegn til, at vi skulle stoppe, ved at pege på mine udspilede kinder, men for sent. Pludselig væltede maveindholdet ud og fordelte sig i nakken på svigermor og ned ad mine ben. Hun tog det heldigvis pænt.”
Katrine, 26 år
Isglat udsyn
“Det kan godt være svært at manøvrere i en rundkørsel med begge hænder på rattet, mens man har en vaffelis i hånden. Det måtte jeg i sommer indse, da jeg gjorde forsøget og efterlod en bred stribe softice hen over forruden. Det gik mildest talt ud over udsynet fra førersædet, så jeg måtte holde ind og gøre rent - og efterfølgende ydmygt fortælle, hvad der var sket, til bilens ejer.”
Anne, 31 år
LÆS OGSÅ Pinligt: Tåkrummende lægebesøg
Kvinder på svenske afveje
“Seks kvinder i en tætpakket Volvo på vej til sommerhus i Sverige. Sådan! Vi tog færgen fra Helsingør til Helsingborg, fandt afkørslen og rullede af sted. En time senere befandt vi os på en bro, hvor vi så skiltet: ‘København, 15 km‘. Ups, vi var kørt sydpå i stedet for mod nord! Hurtig beslutning: Vi havde en BroBizz i handskerummet, så vi besluttede at fortsætte over broen og bare tage turen tilbage igen. Derfor drønede vi igennem indkørslen til billetautomaten på Sverige-siden og overså fuldstændig skiltet med ‘Max 10 km/t’. Desværre gjaldt den famøse BroBizz til Storebæltsbroen, ikke til Øresundsbroen, så volvoen smadrede ind i en bom! En hidsig, uniformeret svensk dame meldte os til polisen, men heldigvis slap vi med en påtale.”
Pernille, 24 år
Ups, det havde jeg glemt!
“Efter timevis af plageri lykkedes det mig som nybagt bilist at fravriste min mor nøglerne til hendes bil. På med selen, skru op for radioen, og så af sted for fulde gardiner! Men hov, bilen havde godt nok lidt svært ved at komme ordentligt op i fart, og der lugtede også en anelse af brændt gummi. Hm. Jeg kørte yderligere 20 kilometer, før jeg besluttede mig for at holde ind til siden. Lugten var blevet rigtig slem, og dækkene røg også lidt mærkeligt. Jeg ringede til min mor, som helt stille spurgte: ‘Har du sluppet håndbremsen?’. Tak for tip pet, mor!”
Johanne, 21 år
Bragt første gang i Woman nr. 142