Svinede læreren
“En af mine gamle klassekammerater havde uploadet et billede af vores folkeskoleklasse. Folk begyndte hurtigt at skrive kommentarer. Med på billedet var også vores vrisne matematiklærer. ‘Kan i huske det sure, gamle løg?’, skrev jeg. Det kom der flere kommentarer til - blandt andet fra selvsamme lærer, som i mellemtiden var blevet venner med en fra klassen. ‘Jeg er blevet mildere med alderen’, svarede han selvironisk, og jeg måtte pænt forsøge at rede trådene ud.”
Lise, 22 år
Afslørede utroskab
“Jeg opdagede ved et tilfælde, at min kollega var Facebook-venner med en mand, jeg havde datet heftigt med nogle gange. Det måtte jeg undersøge nærmere, så jeg opsøgte min kollega med ordene: ‘Hey, jeg kan se, at du er venner med en mand, der måske er min nye lover...’. Det viste sig desværre, at manden var kærester med min kollegas bedste veninde - og havde været det gennem tre år. Oh no! Det kom der en større sag ud af!”
Mette Marie, 28 år
LÆS OGSÅ Pinligt: 10 scoretricks, du ikke skal efterligne
Flirtede med hans kæreste
“På en bytur var jeg rendt ind i en sød mand, som jeg kyssede med. En dag skrev jeg til ham på chatten på Facebook, og han svarede sødt tilbage. Samtalen fortsatte en halv time, inden den fik en brat afslutning. Det viste sig nemlig, at jeg ikke chattede med ham, men hans kæreste, der var logget ind på hans profil! Jeg loggede hurtigt af, og vi har aldrig talt sammen siden. Og ham - ja, han har nok fået verdens største skideballe."
Kira, 23 år
Frækt billede af søs
“Jeg havde været med den pukkelryggede i sommerhus, og da vi kom hjem, lagde min lillesøster billeder fra vores tur på Facebook. Men hov, hvad var nu det? Hun havde åbenbart bare kopieret samtlige billeder fra sit kamera, og det var altså ikke dem alle, der var lige stuerene. Blandt andet var der et rimelig intimt billede af min søster, der gav sin kæreste et blowjob! Med hamrende hjerte ringede jeg hende op og bad hende kigge billederne igennem en ekstra gang!”
Pernille, 27 år
LÆS OGSÅ Pinligt: På flugt gennem sneen
Glemte, at jeg var syg
“Da H&M lancerede deres Jimmy Choo-kollektion, var jeg ellevild for at få fingre i et par stiletter. Jeg så derfor ingen anden udvej end at melde mig syg fra arbejde, så jeg kunne komme ind og stå i kø foran butikken. Stiletterne blev mine - juhuu - så da jeg kom hjem, måtte jeg straks prale på Facebook. ‘Scorede verdens sejeste stiletter foran 100 andre’, skrev jeg, hvorefter jeg blev bombarderet med kommentarer fra kollegaer, der ville høre, om jeg også havde købt noget til dem, nu da de havde brugt hele dagen på at lave mit arbejde!”
Gitte, 25 år
Venner med mutti
“Da jeg havde været på Facebook et par år, havde trenden bredt sig, og min mor havde nu også fået den idé, at hun skulle være ‘ung med de unge’. Jeg forbarmede mig over hende og trykkede ‘ja’, da hun anmodede om mit venskab. Det virkede harmløst, men skulle vise sig at være en fatal brøler. Hvad jeg ikke havde tænkt på var nemlig, at der lå en del festbilleder af mig med en smøg i munden. Det kom meget bag på min mor, der troede, at hendes lille datter var ikkeryger. Da jeg blev konfronteret med billederne, stak jeg hende derfor en hvid løgn om, at jeg kun var festryger, og siden den dag har jeg ellers sørget for, at hun kun har adgang til visse informationer på min profil.”
Ulla, 27 år
LÆS OGSÅ Pinligt: Sex med den forkerte mand
Bare en joke
“Jeg har aldrig været specielt vild med min bedste vens kæreste. Derfor kunne jeg heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, da han en dag skrev: ‘Dropper sgu kæresten’ i sin statuslinje. I min iver skyndte jeg mig at kvittere med en opadvendt tommelfinger og en tekst, der lød noget a la: ‘Det var da også på tide, du kvittede den kost’. Problemet var bare, at hans kommentar kun var ment som en joke...”
Anna, 21 år
Snagede i profilen
“Jeg havde mødt den dejligste mand i byen og måtte selvfølgelig lige se, om jeg kunne finde ham på Facebook - og ja, dér var han, og jeg kunne let gå ind og snage i hans billeder. Da vi mødtes et par dage senere, var jeg forsynet med masser af hemmelige informationer, men desværre kom jeg til at afsløre mig selv: ‘Nå ja, du har jo også været i Indien’, sagde jeg, da han var i gang med at fortælle om sine mange rejser. ‘Øh, altså, du ligner bare en, der godt kunne...’. Hmmm!”
Iben, 29 år
LÆS OGSÅ Pinligt: Læsernes pinlige fitnesshistorier
Privatbesked på væggen
“Jeg var tillidsrepræsentant på mit arbejde, og under en fyringsrunde blev jeg kontaktet af en kollega, der havde brug for et godt råd. På det tidspunkt var jeg ret ny på Facebook, så jeg havde ikke helt styr på, hvordan det hele fungerede. Det resulterede i, at jeg kom til at skrive en lang række fortrolige oplysninger på min væg, fordi jeg troede, jeg sendte hende en personlig besked. To sekunder senere blev jeg ringet op af kollegaen! Heldigvis nåede jeg at slette det, før andre fik nys om det.”
Anja, 32 år
Tillykke, farmand!
“Min veninde og jeg fik i en hvidvinsbrandert den geniale idé at lave fis med vores gode ven.
På hans Facebook-væg skrev vi: ‘Tillykke med at du skal være far!’ - hvilket var løgn, men lige der syntes vi, det var hylende morsomt. Ret hurtigt begyndte lykønskningerne at tikke ind. Desværre blev vores ven ikke begejstret. Vi blev straks slettet fra hans venneliste, og der gik en måned, før han overhovedet ville snakke med os igen.”
Camilla, 24 år
Bragt første gang i Woman nr. 148