© iStock

Pinligt: "Min dildo? Nej, det er... Øh..."

Dildoer og andet sexlejetøj er superfrækt – men det skal helst aldrig flashes for uvedkommende. Det lærte disse kvinder på den hårde måde

14. oktober 2015 af Julie Bach

Hurra, jeg vandt! Eller...

“Jeg deltog i en sms-konkurrence og var så heldig at vinde en dildo. Men den mobil, jeg sendte sms’en fra, havde været min firmatelefon, og derfor stod den registreret på min arbejdsplads’ adresse. Så præmien blev sendt dertil – men uden noget navn på vinderen! Så min chef ringede til firmaet, der havde sendt den, og de kunne oplyse, at det var mit nummer, der havde sendt den sms. Derefter slendrede han bare grinende ned gennem kontorlandskabet med dildoen i hånden, smed den på mit bord og sagde: ‘Tillykke med det!’”

Patricia, 29 år

 

Brummen i skabet 

“Jeg havde fået en pink fætter i fødselsdagsgave af mine ‘sjove’ veninder. Og jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke prøvede den, så jeg blev hurtigt dus med den mekaniske dims. Da jeg skulle væk på weekend, havde jeg gemt den langt ind i skabet. Det skulle dog vise sig, at den var særdeles følsom, for der skulle ikke mere end et lille skub til, før vibratoren gik i gang. Og det skete selvfølgelig. Min 13-årige lillebror undrede sig over den brummende lyd og gik på jagt for at finde synderen. Da jeg kom hjem, puffede han til mig og hviskede: ‘Jeg har slukket den, søster’.”

Trine, 26 år

 

Læs også: Pinligt: Fra sexet til kikset

Dildo-cirkus for politiet

“For et par år siden havde vi desværre indbrud, og uheldigvis havde tyvene fundet et par dildoer og et sæt håndjern i lejligheden. De havde moret sig gevaldigt med at sætte håndjernene om dildoerne og spændt dem fast til wiren til nogle halogenspots i loftet. Da min datter kom hjem fra skole, hang der to dildoer og brummede i loftet! Hun blev bange og løb ind til naboen, der ringede efter politiet. Så da min kæreste kom hjem, stod vores datter, naboen og politiet i stuen, mens dildoerne brummede lystigt over deres hoveder. Han gik fuldstændig i panik og forsøgte først at hive alle stik ud af stikkontakterne, før han til sidst kom i tanke om at slukke på dildoerne.”

Katrine, 31 år

 

Nej, nej - ikke den vej...

“Jeg havde engang en rigtig god dildo, der desværre er gået i stykker nu. Engang ville jeg bruge den sammen med en mand, jeg lige havde mødt – men desværre havde han ikke helt forstået konceptet. Han prøvede simpelthen at proppe den op i mig med den forkerte ende først – altså den ende med skruedimsen på. Det var meget kikset og ikke særligt behageligt!”

Maja, 22 år

 

Læs også: Pinligt: "Jeg er vidst gået forkert"

Rutsjetur på gummilagnet 

“Jeg og min kæreste var meget nyforelskede. En dag på en sexmesse faldt vi over et gummilagen, som vi syntes var vildt smart. Så kunne vi massere hinanden og fedte med olier, uden at det svinede. Men det viste sig, at det var utroligt kikset. Vi enten gled rundt eller hang fast på det. Og så larmede det, når vi havde sex på det.”

Katja, 28 år

 

Den fik et spark

“Jeg var lige flyttet i en ny lejlighed, og der var problemer med toilettet, så jeg havde ringet efter viceværten. Dagen efter havde jeg lykkelig glemt alt om, at viceværten skulle komme og fikse mit toilet. Jeg lå på sofaen og hyggede mig med min nye dildo, da det ringede på døren. Jeg skyndte mig at få bukserne på og glemte i min forvirring alt om dildoen. Jeg lukkede viceværten ind, og da vi gik gennem stuen for at komme ud på badeværelset, opdagede han dildoen, som lå på gulvet. Han blev kogende rød i hovedet, mens jeg skyndte mig at vise ham ud på badeværelset. Og så susede jeg hen og sparkede dildoen ind under sofaen.”

Marie, 28 år

 

Læs også: Pinligt: Familiens midtpunkt

20 centimeter fra pink dildo

“Jeg var hjemme hos min søster, hvor vi sad et par stykker og kom til at tale om en dildo, min søster havde fået af mig for længe siden. Vi kunne ikke blive enige om, hvilken farve den var, så til sidst hentede hun den for at vise, at den altså var pink. Hun lagde den fra sig på et skab i stuen og tænkte ikke mere over det. Senere kom en far forbi med min søsters femårige datter, som havde været til børnefødselsdag. De bor langt ude på landet, hvor folk knap banker på, før de braser ind. Så pludselig stod han i døren – omkring 20 centimeter fra en meget pink dildo! Min søsters lille pige, der taler som et vandfald, styrtede over til skabet og skulle til at åbne det, da hun fik øje på dildoen. Hun stivnede, og hendes lille hjerne arbejdede tydeligvis på højtryk. Manden stod stadig lige ved siden af og sludrede – heldigvis uden at få øje på noget. Verden gik nærmest i stå. Alle ventede bare på, at pigen skulle udbryde et eller andet. Men til sidst vendte hun sig bare om og gik. Alle åndede lettede op og fortsatte med at ignorere den pink dildo.”

Line, 23 år

Lilla dyr i køkkenet

“Min kæreste og jeg havde lige købt nyt legetøj – deriblandt en fin, glinsende lilla g-spot-dildo. Vi ville vaske den, inden den skulle tages i brug, og derfor stod den pakket ud på køkkenbordet. Så en dag, mens jeg var alene hjemme, ringede det på døren. Det var måleraflæseren, der kom uanmeldt, fordi vi ikke havde været hjemme, sidst de kom. Han gik direkte ud i køkkenet og kunne ikke undgå at få øje på det dyr, som i mine øjne lige pludselig blev enormt stor. Skaden var sket, men han skulle stadig læse varme af i alle rum. Så jeg fes ind i soveværelset for at gemme resten væk, og da han så gik derind, styrtede jeg ud i køkkenet for at få den store lilla dildo kastet ind i et skab. Da han endelig gik, skreg jeg af grin, og han har sikkert også fået noget at fortælle sine kollegaer.”

Tina, 26 år

 

Bragt første gang i Woman nr. 103.