Pinligt: "Nej hr. Tolder, det er ikke et våben!"

Da tasken skulle pakkes, blev der smidt noget ekstra frækt i feriekufferten. Men det kom vores læser hurtigt til at fortryde...

5. august 2015 af Mette Dreyer

Kæresteferien nærmer sig. Det bliver fedt – men det bringer også minder frem, som jeg ellers prøver at glemme. Forrige sommer tog kæresten og jeg på vores første ferie sammen. I god tid bookede vi en rejse til Tunesien, og jeg glædede mig som et lille barn til to ugers sommerromance under solen.

Der var stadigvæk uudforskede hjørner i vores sexliv, så jeg besluttede i al hemmelighed at pakke lidt frække accessories til at spice ferien endnu mere op. Det blev både til massageolie, min røde vibrator og et nyindkøbt politikostume med tilhørende håndjern. Det skulle nok gøre lykke!

Endelig oprandt dagen for kæresteferien, og vi satte os forventningsfulde op i flyet. Jeg havde en god fornemmelse i maven; det her kunne ikke andet end at blive en uforglemmelig ferie. Og ja, det fik jeg da ret i – men desværre på en lidt anden måde, end jeg havde forestillet mig...

Så snart vi landede, skyndte vi os ud til bagageudleveringen. Vi kunne simpelthen ikke komme hurtigt nok frem til hotellet og tage hul på en fræk kærlighedsferie. Min kærestes kuffert kom ret hurtigt, men hvor blev min af? Den var forsvundet ud i den blå luft, og da bagagebåndet var lige så tomt som forhallen, var den stadigvæk ikke kommet.

 

Jeg begyndte så småt at ærgre mig over udsigten til to ugers ferie uden bikinier og sommerkjoler, men endelig – endelig – kom den trillende ud på bagagebåndet mutters alene. Jeg styrtede hen for at samle den op, og i samme øjeblik kom to tunesiske sikkerhedsvagter til syne. De smilede lidt underligt til mig. ‘Sikke rare de er her i Tunesien’, tænkte jeg bare, og vi begav os mod udgangen sammen med en større gruppe charterturister, der lige var landet.

Men sikkerhedsvagterne må have tippet deres kolleger i tolden, for min kuffter blev udvalgt til sikkerhedstjek. Først tog jeg det helt roligt, for jeg havde jo hverken smøger eller alkohol med. Men så gik den grufulde sandhed op for mig: Der stod en muslimsk sikkerhedsvagt og rodede min lumre baggage igennem.

‘Bare han ikke hiver min vibrator op! Bare han ikke hiver min vibrator op’, messede jeg indvendigt, mens køen af pensionister og børnefamilier blev længere og længere bag mig. Og så slog den næste tanke ned i mig: håndjernene! Fuck!

 

Læs også: Pinligt: Stangstiv i stilletter

 

Ophidsede toldere

Der gik da heller ikke mere end et halvt minuts tid, før tolderen stod og viftede med de nyindkøbte håndjern for næsen af mig. Det var tydeligt, at han ønskede en forklaring, så jeg forsøgte på mit bedste skoleengelsk at forklare, at de var ment som sexlegetøj og skulle bruges til at lænke min kæreste (som stod helt mundlam og stirrede på optrinnet) fast til hotelsengen.

Men det var åbenbart mere, end den forvirrede tolder kunne kapere, så han tilkaldte forstærkning. Og pludselig stod der en hel armé af uniformerede betjente og stirrede vantro på min kuffert. Den slags var åbenbart ikke hverdagskost i de tunesiske soveværelser. 

Efter ti minutters diskussion (på arabisk) frem og tilbage, mens jeg ikke anede, om jeg ville ryge i kachotten eller direkte på et fly hjem til Danmark, begyndte tolderne at grine åbenlyst. Én
af dem kom over og gav min kæreste et stort klask på ryggen. Og den første tolder informerede mig med et smørret grin om, at håndjern ifølge loven var at betragte som våben. Jeg kunne ikke få lov til at tage dem med ind i landet, så de så sig nødsaget til at konfiskere dem. Men jeg fik da en seddel som bevis på, at jeg kunne få dem udleveret igen ved udrejse fra Tunesien. 

Jeg hentede aldrig håndjernene igen. Jeg var simpelthen for flov – og jeg havde ikke lyst til nogensinde at se de toldere i øjnene igen!

Vores ferie blev heldigvis uforglemmelig alligevel – og ikke kun på grund af historien om håndjernene. Jeg fandt nemlig ud af, at man godt kan være fræk politibetjent uden håndjern. Men én ting har jeg dog lært: Denne sommer bliver de frække accessories hjemme i natbordsskuffen!

 

Bragt første gang i woman nr. 166.