Pinligt: Skår i campinghyggen

Familieferier er vældig hyggelige. De har bare et problem. For hvor dyker man sex, hvis man får lyst til det? Sådan her skal du ikke gøre.

22. juli 2015 af Redaktionen

Mine forældre er vanemennesker. Hvert år holder de ferie på den samme campingplads i Italien, og hvert år inviterer de os børn med. Jeg er for længst flyttet hjemmefra, men det ændrer ikke rutinen: Jeg skal med, og kan jeg ikke undvære min kæreste, må han også joine.

Så således befandt min kæreste og jeg os dybt begravet i familiens skød med alt, hvad dertil hører af grillpølser, kortspil og dårlige vittigheder. Vi fik det store villatelt for os selv, hvilket var udmærket, men da nogle af mine forældres venner kom på besøg et par overnatninger, og deres tre børn også skulle sove i teltet, blev det knap så komfortabelt. Kun en teltdug skilte de to sovekabiner ad.

Første nat holdt vi os i skindet, men anden nat buldrede et voldsomt tordenvejr, og min kæreste og jeg kunne simpelthen ikke sove. Hvad gør man så? Jo, man går i gang med at kysse og rage på hinanden, hvilket fik temperaturen i soveposerne til at stige til ulidelige højder. Min kæreste var netop kommet indenfor, om man så må sige, da der hørtes lyden af en lynlås. Og der stod den ældste pige på ni år med fjæset inde i vores kabine. 

Lir på wc-kummen

Det kan nok være, erotikken blev øjeblikkeligt indstillet! Hun kiggede på os med store runde øjne og spurgte, hvad vi lavede, hvortil min kæreste svarede: “Vi varmer bare hinanden.” (Så sandt, så sandt.)

 

 

Det lykkedes at overtale pigebarnet til at prøve at sove i stedet for at løbe op og vække sine forældre. Hun boblede hurtigt igen, men kæresten og jeg var ikke spor trætte. Vi var liderlige! Så vi tog en rask beslutning om at finde et andet sted.

Vi listede ud af teltet og – i mangel af alternativer – op på pladsens fællestoilet. Her tog min kæreste mig bagfra, mens jeg havde mit ene knæ på toiletbrættet. Det virkede som en god plan, men det var det åbenbart ikke. For mens det gik vildest for sig, knustes hele brættet med et brag under mig, og mit ben røg ned i toiletkummen. Vi kunne heldigvis grine af det, selv om blodet løb fra en flænge i mit knæ.

Da vi kom ud, opdagede vi til vores store skræk, at der var blevet tændt lys i campingejerens hus, så vi løb som sindssyge tilbage i teltet.

Normalt er jeg typen, som melder det, hvis jeg har ødelagt noget, men i dette tilfælde blev jeg enig med min kæreste om, at det bare skulle bevares som vores hemmelighed. Men sådan blev det ikke ...

Optaget på video

Næste morgen under morgenmaden kom den selvsamme niårige pige ned fra toilettet og sagde, at det var gået fuldstændigt i stykker.

“Brættet ligger spredt i tusind stykker på gulvet,” forklarede hun.

Så kunne vi ikke holde masken længere! Min kæreste og jeg blev nødt til at fortælle hele selskabet, hvad der var sket. Pænt pinligt, skulle jeg hilse og sige. Og det blev ved gud ikke bedre af, at campingejeren greb fat i os to dage senere efter at have nærstuderet den videofilm, som et kamera åbenbart havde opsnappet af os. Shit! Vi fik en regning, og jeg svor, at jeg ikke ville tage med mine forældre på sommerferie året efter.

Det hører med til historien, at jeg siden er blevet drillet med den lille episode, som jeg hver dag bliver mindet om af et langt ar på mit knæ. Til gengæld har jeg sørget for, at andre ikke ender i samme situation.

Det ved jeg, for sidste år indvilgede jeg i at tage med familien på ferie igen – på samme campingplads. Da jeg skulle på toilettet, kunne jeg ikke lade være med at more mig over et skilt. Der stod: “Alle former for sex på toiletterne er strengt forbudt. Toiletbygningen er videovervåget!”

Tak, det ved jeg!

 

Bragt første gang i Woman nr. 129.