Fræk frisure
“Da jeg fik en ny kæreste, besluttede jeg mig for at barbere mig forneden i hjerteform til ære for ham. Jeg var sikker på, han ville blive overrasket og tændt, når han fik trusserne af mig. Samme dag skulle jeg til lægen for at få lavet den årlige underlivsundersøgelse, og jeg tænkte, at det var fint, at der ikke var så meget hår, når hun nu skulle rode rundt dernede. Min læge er en ældre dame, så jeg var ikke genert. Alligevel fik jeg røde kinder, da hun på sådan en rigtig gammeldags måde sagde: ‘Jamen, det ser jo fint ud, og sikke en smart frisure!’.”
Sofie, 19 år
Nyforelsket med klamydia
“Jeg blev tjekket for klamydia hos lægen, men da jeg ikke hørte noget fra ham, gik jeg ud fra, alt var i orden. Kort efter fik jeg en sød kæreste. Hånd i hånd gik vi op til lægen efter p-piller. Under konsultationen kiggede vi nyforelsket hinanden i øjnene, da min læge pludselig udbrød: ‘Jamen, du har jo klamydia’. Kærestens øjne forvandlede sig til to dræbende lasere. Jeg begyndte at diskutere med lægen om, hvorvidt hans resultater nu kunne være korrekte. Lægen blev småirriteret og sagde, han godt kunne forstå, at situationen var akavet, men han ville anbefale en klamydia-kur til os begge, og at vi de næste syv dage beskyttede os med kondom. Det blev dog ikke nødvendigt, da den hede nyforelskelse brat forsvandt. Vi er dog stadig kærester!”
Eline, 26 år
"Du må gerne skrige!"
“Jeg havde fået en akut tid hos lægen. Det gjorde ondt, når jeg tissede, og der var blod i urinen. Jeg var bange for, hvad det var, og henvendte mig hviskende ved skranken. Sekretæren var dog ikke ligefrem diskret. Hun gav mig en kop og sagde, at jeg skulle tisse i den. På vej til toilettet råbte hun: ‘Du skal fylde den halvt op, og du må gerne skrige!’. En ældre mand på vej ind til lægen spurgte kækt: ‘Må jeg også skrige?’. Det viste sig, at jeg havde nyresten, og det var faktisk ikke særlig sjovt.”
Pernille, 29 år
LÆS OGSÅ Pinligt: Fra sexet til kikset
Finger i røven
“Jeg var engang indlagt på hospitalet, hvor jeg blev tjekket i hoved og røv - sådan i bogstaveligste forstand. Min kæreste besøgte mig og sad ved min seng, da lægen stak en finger op i min endetarm. Det var virkelig akavet! Jeg ved godt, at læger er professionelle og udfører den slags undersøgelser hver dag. Men tænk, at min kæreste så en anden mand stikke en finger op i min røv. Ikke godt!”
Kamilla, 28 år
Utrolig tampon
“Sprut og fest hele natten endte i et knald. Midt i akten kom jeg i tanke om den tampon, jeg havde siddende. Jeg fes ud på wc’et og gravede panikslagent efter den. Efter ti minutter måtte jeg opgive. Halløj, skadestue! Jeg kom ind til en garvet læge, som rumsterede lidt med en tang i mit underliv. Da tamponen langt om længe kom ud, holdt han den op og udbrød til praktikanten: ‘Se lige, hvordan snoren har viklet sig rundt om tamponen. Det er jo utroligt!’. Inden jeg smuttede, sagde den kære læge til mig: ‘Næste gang skal du nok drikke lidt mindre, så du husker at fjerne tamponen, inden du dyrker sex’. Noteret!”
Victoria, 29 år
Av, for helvede
“Da jeg skulle have fornyet min recept på p-piller, fik jeg en tid hos en meget ung kvindelig læge. Hun måtte ringe flere gange til en anden læge og var i det hele taget ret klodset. Da hun skulle lave den gynækologiske undersøgelse, kunne hun ikke finde livmoderhalsen. Hun rodede rundt med sine iskolde instrumenter, og først efter fem underlige minutter fik hun fat i livmoderhalsen og klemte til. Hold kæft, det gjorde ondt, og jeg råbte af refleks: ‘Av, for helvede!’. Lægen blev en smule forskrækket, men ikke så meget som den kvinde, som skulle ind efter mig. Hun så rædselsslagen ud.”
Rikke, 25 år
LÆS OGSÅ 14 ting, du tænker ved gynækologen
Tattoo-begejstret læge
“Ved sidste del af en gynækologisk undersøgelse skulle min læge stikke to fingre op i min skede og mærke efter, mens han trykkede mig nederst på maven. Jeg løftede op i min bluse, så han kunne komme til. Lige over trussekanten har jeg en tatovering med to latinske ord. Da min læge så det, udbrød han: ‘Neeeeej, hvor er den flot! Hvad står der?’. Jeg svarede, at der stod Equus Caballus, og at det er den latinske betegnelse for alle tamme hesteracer. Mænd og multitasking går jo ikke, så han stod der med to fingre oppe i min skede: ‘Nej, hvor spændende. Det var da sjovt’. Og da han efter undersøgelsen fulgte mig ud, sagde han begejstret til sekretæren: ‘Prøv lige at se den tatovering. Er den ikke sjov?’.”
Fie, 23 år
Besvimede i lægens arme
“Da jeg var yngre, var jeg ikke så påpasselig med kondom. Hos lægen skulle jeg fortælle, at min menstruation var udeblevet, og jeg var bange for, at jeg var blevet gravid. Da ordene kom ud af min mund, gik det op for mig, hvor slemt det kunne være. Abort. En baby i maven. Det svimlede for mig, og pludselig besvimede jeg i den stakkels læges arme. Heldigvis var jeg ikke gravid, og siden da har jeg altid brugt prævention.”
Helene, 28 år
Min bartender er min læge
“Jeg skulle til undervognstjek, men da jeg trådte ind til lægen, så jeg til min rædsel, at ham, der skulle have mig på briksen, var intet mindre end den hotte bartender, som jeg weekend efter weekend havde flirtet med. Han kunne tydeligvis huske mig, men ingen af os nævnte det med et ord. Siden da har jeg undgået at bestille drinks hos ham. Det er han nok også meget glad for...”
Julie, 25 år
Bragt første gang i Woman nr. 170