Vandfald drukspil med kort
Vandfald er en af de bedste druklege, vi kender! © Woman

Her er de klassiske regler til Vandfald (og en ny, fræk version)

Så er festens drukleg på plads!

30. november 2018 af Simone Overgaard Aaberg

Vandfald er en af de mest populære drukspil med kort, vi kan komme i tanke om! Det er nemt at gå til, kræver ikke meget, og selv Birgitte, der måske allerede har fået rigeligt med tequilashots indenbords, kan følge med. Hvis altså lige hun får genopfrisket reglerne! 

Så det vil vi selvfølgelig gerne hjælpe med! Derfor har vi listet de klassiske regler til Vandfald nedenunder, men scroller du endnu længere ned, så finder du også en hel ny (og lidt frækkere) version af Vandfald. God fornøjelse! 

Vandfald regler 

Vandfald er et simpelt drukspil, fordi det ikke kræver andet end en flaske (eller vase eller anden ‘høj’ genstand) og et spil kort. I bestemmer selv, hvor mange I vil være med i druklegen – det kan være alt lige fra to til et uendeligt antal deltagere. Er I flere end seks, så vil vi anbefale to sæt kort.

  • Kortene fordeles i en cirkel rundt om den høje genstand.
  • Hver deltager trækker på skift ét kort, og udfører den regel, som knytter sig til kortet.
  • Kortet placeres herefter ovenpå flasken. Vælter kortbunken ned fra flasken, så bunder personen, hvis skyld det var.
  • Hvis/når der opstår et hul i kortcirklen, så skal personen, der var skyld i hullet, bunde sit glas.

Det betyder de forskellige kort i Vandfald

1-5 (rød): Del tåre ud  

– du bestemmer, hvem der skal drikke det antal tåre, kortet viser.

1-5 (sort): Drik selv 

– du drikker selv det antal tåre, som kortet viser.

6: Tissekort 

– kan vise sig at blive særdeles god at have! Husk at gem det. 

7: Regelkort 

– du må finde på en regel, som skal køre gennem hele spillet. Det kan eksempelvis være, at I skal tage den usynlige nisse af jeres genstand og sætte på bordet, hver gang I skal tage en tår af jeres drink. Glemmer en at udføre reglen, så drikkes der én tår.

8: Vandfald 

– alle begynder at drikke af deres genstand samtidigt. Personen der trak kortet vælger selv, hvornår han eller hun stopper med at drikke. Den næste i rækken må først stoppe med at drikke, når den første har gjort det (og sådan fortsætter det hele vejen rundt).

9: Rim på skift 

– den første person, der ikke kan finde på et ord, der rimer på det forrige, drikker to tåre. Personen der trak kortet starter.

10: Kategori 

– du bestemmer en kategori (det kan eksempelvis være bilmærker) og starter så legen. Den der ikke kan nævne en ny ting, som passer i kategorien drikker tre tåre.

Knægt: Herreskål 

– alle mændene tager én tår hver.

Dame: Dameskål 

– alle kvinderne tager én tår hver.

Konge: Du bestemmer

– Trækker du kongen, så har du magten. Placer kortet på din pande (ånd eventuelt lidt på det, for at få det til at sidde fast). Du bestemmer nu over alt og alle. Ryger kongen ned, mister du din magt. 

Den ‘frække’ udgave af Vandfald

For at spice den klassiske drukleg op, har vi her på Woman lavet vores egne regler til Vandfald, som vi selv synes er mega gode (ja ja, det er okay at have høje tanker om sig selv). Ikke nok med at reglerne til Vandfald her kommer med et twist, så er udgaven en lidt frækkere – i hvert fald en mere kærlig – en af slagsen. 

Regler til den frække udgave af Vandfald

Det kort, du trækker, afgør hvad din udfordring bliver. Her er reglerne: 

1-5 (rød): Del tåre ud

– du bestemmer, hvem der skal drikke det antal tåre, kortet viser.

1-5 (sort): Drik selv

– du drikker selv det antal tåre, som kortet viser.

6: Tag et body-tequilashot

– Okay, det behøver ikke nødvendigvis være tequila. Alt du lige har i nærheden kan bruges. Du gør et område på en anden person lettere vådt, drysser lidt salt på, slikker det af og tager så et shot (eller en stor slurk af din drink). For en hel optimal body-tequila suges saften af en lime eller citron ud, efter du har taget shottet.  

7: Regelkort

– Du bestemmer en regel, som skal overholdes hele spillet igennem. Det kan eksempelvis være, at alle skal røre deres sidemakker kærligt på skulderen, inden de trækker et kort. Glemmer en at udføre reglen, så drikkes én tår.

8: “Jeg har aldrig”

– Nævn en ting, som du har gjort (eller ikke gjort) og færdiggør så sætningen “Jeg har aldrig...”. Det kunne eksempelvis være “Jeg har aldrig haft sex et offentligt sted”. Alle der så har haft sex et offentligt sted, skal drikke to tåre.

9: Send en lummer sms

– Du bestemmer helt selv til hvem (dog må det ikke være til en af deltagerne i spillet). Sender du ikke en sms afsted, så skal der drikkes to tåre. Sender du den, må du til gengæld uddele to tåre.  

10: Fræk kategori

– Personen der trækker kortet nævner en (fræk) kategori, som deltagerne på skift skal sige en ny ting til. En ‘fræk’ kategori kunne eksempelvis være sexstillinger, sexlegetøj eller måder at kysse på i andre lande. Deltageren der ikke kan komme på noget eller gentager en ting, drikker tre tåre.

Knægt: Kys en valgfri fyr

– Giv en mand i selskabet et kys på munden. Gør du ikke det, så drikkes tre tåre. Du kan også give et kys på kinden og slippe afsted med at drikke én tår.

Dame: Kys en valgfri kvinde

– Giv en kvinde i selskabet et kys på munden. Gør du ikke det, så drikkes tre tåre. Du kan også give et kys på kinden og slippe afsted med at drikke én tår.

Konge: Du bestemmer alt

– Giv den gas, og uddel ordrer til dine medspillere. Det kan både handle om shots eller udfordringer, som skal udføres. Nægter de, så skal der drikkes tre tåre. 

Husk!

Husk på, at det ikke nødvendigvis er alle, der har lyst til at deltage i alle udfordringerne, og det skal der også være plads til. I kan jo eventuelt lige gennemgå reglerne og så lave et par særregler på forhånd, til hvis nogen eksempelvis har en kæreste eller bare ikke har lyst til at gøre bestemte ting. 

Hvis du efter flere timers spil Vandfald, trænger til at prøve noget nyt, så har vi her samlet Meyer reglerne og reglerne til et par mere almindelige kortspil – så der er nok at gå i gang med. Lad os skåle for det!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.