Diddl-papir
© Creative Commons, Flickr: Agathe

Samlede du på Diddl som barn? Så kan du helt sikkert huske disse 12 mindeværdige ting

Et nyt, sjældent papir gjorde dig mere lykkelig, end en ny sæson af din yndlingsserie på Netflix gør dig i dag

22. november 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

1. Du glædede dig til at komme i skole hver eneste dag, for skole var nemlig lig med frikvarter, hvilket var lig med, at du og dine veninder skulle bytte Diddl! “To Diddl-fødselsdagsservietter for ét duftpapir?”

2. Nogle af drengene fra klassen samlede faktisk også på servietter og papirer med den lille, tyske mus. Dog trak både Pokémonkort og Beyblades i dem, så Diddl-bytningen samlede som oftest jer piger i klassen. 

3. Dine overtalelsesevner blev for alvor udviklet som Diddl-samler-barn. Mor og far skulle jo overbevises om, at det var livsnødvendigt at bruge HELE sparegrisen på nye Diddl-blokke.

4. Apropos Diddl-blokke: Din skoletaske vejede et ton, for du slæbte selvfølgelig dem alle sammen med i skole. Derudover havde du også lige dine propfyldte kæmpemapper med servietter, papirer, duftpapirer og poser.

5. Alle dine skolebøger var fyldt med tegninger af Diddl, som du ihærdigt øvede dig på at illustrere nøjagtigt. Heldigvis var det ikke et Mona Lisa-maleri, du skulle kaste dig ud i, for den hvide mus bestod ikke af mange streger, og vigtigst af alt var øjnene virkeligt lette at tegne!

6. Du kan med garanti stadig huske Pimboli! Den absurd nuttede, lille, brune bamse stjal dit hjerte lige så meget som Diddl selv.

7. Diddl-bytningen stoppede ikke efter frikvartererne i folkeren, for hele SFO-tiden blev også flittigt brugt til at finde ud af, hvor mange nye Diddl-ting du kunne samle sammen. ‘Dagens skatte: Tre forskellige Diddl-poser, ét duftpapir med Diddl og Diddlina og fem (lidt krøllede) servietter. Fedest!’

8. Du havde Diddl med dig over alt. På skoletasken hang små Diddl-nøgleringe, madkassen var dekoreret med Diddl-klistermærker med dit eget navn på, penalhuset (der også var Diddl) var fyldt med Diddl-blyanter, og din seng var propfyldt med bløde, vamsede bamser fra Diddl-universet.

Diddl-klistermærker
© Woman

9. Når du fik fat i et sjældent papir, var du mere lykkelig, end du i dag er, når der kommer en ny sæson af din yndlingsserie på Netflix. Herefter blev det uhyre dyrebare papir selvfølgelig forseglet i en plastiklomme, så det var trygt og sikkert.

10. Hvis du og din familie skulle en tur over grænsen for at købe dåsesodavand, var du hverken interesseret i billig chokolade eller de gigantiske bøtter med slik. Du var mere begejstret over at være i Diddls hjemland, Tyskland, hvor du kunne købe ALLE de nyeste Diddl-ting, før veninderne i Danmark. Oh, happy day! 

11. Dine forældre blev liiiidt trætte af, at alt lige fra dagbog, penalhus og blyanter til håndklæder, smykker og sengetøj var fyldt med den lille, hvide mus’ fjæs. Selv når I skulle spille kort, var de nødsaget til at stirre Diddl i øjnene!

12. Jo ældre du blev, jo mere forsvandt Diddl ud af dit liv... Men i dag tænker du tilbage på din besættelse med glædesfyldte tanker – og lidt forundring.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori