Sara siger: "Let’s talk about sex ... or not"

Jeg har aldrig ... slugt klatten,” siger min veninde og kigger udfordrende rundt på de andre piger i kredsen. Derefter drikker de alle af dåserne med lunken Harboe – også min veninde. Kun min dåse bliver stående på bordet.

“Ej, seriøst, Sara?! Har du virkelig aldrig gjort det?”

Jeg trækker på skuldrene og prøver at lade, som om jeg er for cool til den slags eller noget, men sandheden er, at jeg bare er uerfaren. Jeg krummer tæer under bordet og håber, at de vil lade være med at grave mere i det – og at den ånds­ svage leg snart er ovre.

Scenariet udspillede sig til en forfest i de tidlige 00’ere. Det var ikke længere tabu for unge kvinder at tale om sex helt uden hæm­ ninger – altså både sexen og måden at snakke om den på – og det nye magasin Woman skrev endda om det på forsiden. Det var nye tider, og gudskelov for det – et tabu var brudt.

 

Højere, vildere

Jeg er stolt over at arbejde på et magasin, der aldrig har været bange for at tage fat i tabuerne og give dem en rusketur. Men samtidig glem­ mer jeg aldrig den ubehagelige følelse af at være den mest uerfarne i flokken. Hende, der blev rød i hovedet bare af at tænke på sex. For vi levede jo i en verden, hvor det ikke længere var pinligt at tale om blowjobs – det var pinligt ikke at kunne tale med.

Jeg voksede heldigvis fra det, der meget passende kan kaldes berøringsangst, ligesom de fleste af os gør, efterhånden som vi bliver ældre og mere erfarne. Men vi må ikke glemme, at der stadig sidder kvinder derude, som bliver usikre og føler sig utilstrækkelige, når de hører deres nu voksne veninder tale om sexgynger og sprøjteorgasmer, som om det var noget, alle burde have prøvet.

 

Nye tabuer

Når vi nedbryder tabuer, skaber vi nogle gange nye i kølvandet. Og hvor herligt det end er, at vi er så bramfri i forhold til sex her i landet, så skaber det et enormt forventningspres, som det kan være svært at leve op til. Vi er først nået helt i mål med at nedbryde tabuet om sex, når det bliver lige så okay at sige: ‘Kim og jeg kan ikke rigtigt få det til at fungere,’ som ‘Kim og jeg knaldede lige i en elevator i weekenden.’

Den mission er selvfølgelig lige så vigtig for Woman, som det var i sin tid at gøre sex til et emne, som kvinder ikke skulle skamme sig over at snakke om – eller lave druklege om til forfesten. Derfor tager vi i dette nummer fat i nogle af de nye sextabuer, så du ikke skal føle dig som den eneste kvinde ved bordet, der har det sådan. Det er nemlig ikke en særligt fed følelse.

 

- Sara, chefredaktør

Sara siger

Sara er 32 år og tidligere chefredaktør på Woman. Hun er i et livslangt forhold med Cola Zero, men er ellers single. Her deler hun sine tanker om alt fra tøjstørrelser til tv-serier og Tinder – og du kan også læse hendes seneste ledere fra magasinet.