Mor og barn på barsel
“Nej skat, mor sover ikke, mor lukker bare lige øjnene.”© Getty Images

14 situationer, du uden tvivl kender, hvis du er på barsel

Tigerspring er lige pludseligt mere uhyggeligt end licensmanden

23. august 2021 af Ida Storm Frøslev Hansen

1. Det pludselig had, der kan opstå til din kæreste, når han/hun kommer hjem fra arbejde og spørger: “Hvad skal vi have til aftensmad?” JEG VED DET IKKE! Jeg har ligesom haft travlt med at passe dit afkom hele dagen!

2. Den store frygt, der vokser i dig, når du skal tage mor-knolden ud. Er det mon blevet til en dreadlock endnu, eller kan hårbørsten stadig gå igennem? 

3. Panikken, når jeres venner uden børn inviterer på aftensmad: “Jamen så er der carpaccio og Aperol Spritz klokken 19.30. Det spiser lille Albert også, ikke?” ... Vi kan ikke alligevel...

4. Du troede, amning var en hyggelig, rolig aktivitet, som kroppen bare selv regnede ud, hvordan fungerede. Snydt. Amning er en videnskab. 

5. Du kan alle Popsi & Krelle-sange udenad. Og Disney. Og Jesperhus. Og MGP. Og fra Ramasjang. Og sangene fra børnerytmik: “Inde i min håååånd, inde i min hååånd, har jeg et rasleæg, vil du SE?”

6. Du troede, at det var svært at få billetter til Musik i lejet, eller da Beyonce var i parken. Det er INGENTING mod at få en plads på det gode babysvømningshold! 

7. Dit barn er det sødeste i verden, indtil du tager iPaden fra det. Hvad er det den magiske skærm kan, som et eventyr fra Brødrene Grimm ikke kan? Ja okay, vi kan godt selv høre det...

8. Forvirringen, når du har prøvet at gøre lidt ekstra ud af dig selv (lad os være ærlige: redt håret og taget deo på) og dine veninder uden børn så siger: “Ej, du ser træt ud, er du okay?” Og irritationsmomentet, når de fortsætter med: “Jeg ville ønske, jeg havde lige så meget tid til mig selv, som du må have på barsel”... *Dræberøjne aktiveret*

9. Tigerspring er din værste frygt. Før i tiden troede du, at licensmanden, forskudsopgørelser og ovnrengøring var det mest uhyggelige i verden: Barnemad i forhold til tigerspring!

10. Den akavede stilhed, når dig og en anden forælder fra legepladsen ikke længere kan holde gang i smalltalken. Det handler ikke om, du ikke gerne vil smalltalke, det skal bare være en anden dag, hvor din hæmoride ikke er ved at tage livet af dig, du har fået mere en tre timers søvn, og lille Sophia ikke er ved at spise hele indholdet af sandkassen. 

11. Du har aldrig været religiøs før, men lige pludselig tager du dig selv i at bede en lille bøn, når du skal putte din tumling i 27 graders varme. “Kære Gud, please sig, det tager under to timer, please”.

12. Intet gør dig mere lykkelig end kaffe. Jo jo, det er fedt, når din kæreste siger “jeg elsker dig”, eller din lille baby griner og smiler til dig, men... KAFFE!

13. Alle de morgener, du tænker: “Kan jeg melde mig syg i dag?”, men det går op for dig, at du er på barsel, og du skal lave præcis det samme, selv hvis du er syg, og du nu tænker tilbage på, hvor vidunderligt det var at have influenza uden et barn. Hvem havde troet, du ville komme til at savne det?

14. Du troede ikke, at det var muligt at elske et lille menneske så ekstremt højt, og hver eneste dag bliver du overvældet over, hvor heldig du er med at være netop din lille blyps mor. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide