Tre personer spiller kort
Det kan være svært at holde styr på reglerne til forskellige kortspil© Getty Images

5 sjove kortspil, som er perfekte til sommerhusturen

Hvem skal du vinde mod i en omgang 500?

10. juni 2021 af Henny Müller Dahl

Det er egentlig ret imponerende, hvor mange sjove spil der kan komme ud af en lille pakke spillekort. Der er nærmest uendelige muligheder for underholdning, og af samme grund kan det faktisk være ret svært at huske alle reglerne til de forskellige kortspil. 

Har du ikke lige din mormor eller din veninde, der altid har godt styr på alverdens kortspilsregler, lige ved siden af dig, så frygt ej. Her har vi nemlig samlet reglerne til fem populære kortspil, som du måske allerede kender eller aldrig har prøvet før. Læs om spillene herunder, og bliv klar til næste kortspils-battle på altanen eller i sommerhuset. 

1. Kortspillet Gris 

Gris er et simpelt kortspil, der kan spilles af fire til ti spillere. Til en omgang Gris bruges et kortspil uden jokere, men hvis der er seks eller færre spillere, skal alle to'ere, fire'ere, fem'ere og seks'ere fjernes fra spillet. Det eneste kort, der har en særlig værdi i spillet, er kortet spar seks, der kaldes for grisen. 

I begyndelsen af spillet deles alle kort ud. Ender et par spillere med at få et eller to kort mere end andre, er det også i orden. 

Den person, der har kortet spar seks – grisen – giver kortet videre til den person, der sidder til venstre, og vedkommende modtager et kort retur. Herefter sendes grisen videre til næste spiller, og et andet kort gives retur. 

Det handler om at få samlet fire ens kort – et stik – og den spiller, der først får samlet et stik, udgår af spillet. De andre spillere fortsætter spillet, og den, der er sidst om at samle fire kort og at lægge dem på bordet, får den mindre fede titel som gris. 

Kortspillet Gris
Kortspillet Gris er et oplagt kortspil at spille i sommerhuset eller til en hyggeaften med veninderne. © Getty Images

2. Kortspillet 31 

I det sjove kortspil 31 kan der være to eller flere spillere. Til spillet benyttes et kortspil uden jokere, og hver spiller får tre kort på hånden. I spillet gælder det om at samle tre kort i samme kulør. Tilsammen skal kortene give en værdi på 31 point eller en værdi, der ligger tæt på 31. 

Alle esser har en værdi på 11 point, alle billedkort har en værdi på ti point, mens alle øvrige kort har den talværdi, som står på kortene. 

Når alle spillere har fået tre kort på hånden, lægges de resterende kort i en bunke på bordet. Det øverste kort i denne bunke vendes, så alle spillere kan se kortet, og det lægges ved siden af den anden bunke. Spilleren, der starter, kan herefter vælge at trække kortet, der ligger med billedsiden opad, eller et kort fra bunken med billedsiden nedad. Når et kort er trukket, skal spilleren vælge, hvilke tre kort vedkommende vil beholde, og det kort, der ses som det dårligste, skal lægges i bunken med billedsiden opad. 

Sådan fortsætter spillet, indtil en spiller når værdien 31 og vinder. Har en spiller en værdi på præcis 31, siges der “31”, og kortene lægges på bordet. Har spilleren derimod ikke præcis 31, men tæt på, kan spilleren banke, og så vil resten af spillerne have en sidste chance for at trække et kort og lægge et kort ned i bunken, inden spillet slutter. Nu er det spilleren med kort tættest på 31, der vinder spillet. 

Kortspillet 31
Kortspillet 31 er nemt at lære og ofte hurtigt at spille. © Getty Images

3. Kortspillet Fisk 

Fisk er et relativt simpelt kortspil, hvor der handler om at få så mange stik bestående af fire ens kort som muligt. 

Spillet kan spilles af to til seks spillere, og her benyttes jokere ikke som en del af spillet. Er I to eller tre personer, der spiller, får I hver syv kort, mens I får fem kort hver, hvis I er flere spillere. Herefter går spillet helt enkelt ud på, at spilleren, der starter (og hvem det skal være, vælger I helt selv), lægger ud med at spørge en anden spiller, om vedkommende eksempelvis har en eller flere to'ere eller syv'ere – alt efter, hvad den enkelte spiller vil forsøge at samle på. 

Har personen, der bliver spurgt, et eller flere af de kort, som der spørges om, skal personen give alle de pågældende kort til den, der har spurgt. Har personen ikke de kort, som der spørges om, skal der i stedet fiskes i kortene på bordet, som enten kan ligge spredt ud eller i en bunke. 

Herefter går turen videre til næste person, og sådan fortsætter spillet, indtil alle 13 stik ligger på bordet. Spilleren med flest stik vinder. 

Kortspillet Fisk
Fisk er et sjovt og let spil, der kan spilles af alle aldersgrupper. © Getty Images

4. Kortspillet 500 

500 kan spilles af to eller flere spillere. Her skal to jokere benyttes sammen med resten af kortbunken, og det er også en god idé at have en notesblok eller en telefon til at skrive points på. 

Hver spiller får tildelt syv kort, og resten af kortbunken lægges på bordet med billedsiden nedad. I starten af spillet vendes kortbunkens øverste kort og lægges ved siden af den resterende bunke. I vælger selv, hvem der skal have æren af at starte den første runde. 

Den første spiller skal nu enten tage det kort, der nu ligger på bordet med billedsiden opad, eller – lidt mere risky – tage det øverste kort op fra bunken, der vender nedad. Dette kort tages op i hånden, mens et kort lægges i kortbunken med billedsiden opad. Her gælder det om at lægge det kort ned, som spilleren ikke forventer at kunne benytte til at lave et stik (og det kan sagtens også være det kort, som lige er trukket). 

Hele spillet går nemlig ud på at lave stik ud af kortene på hånden, indtil der ikke er flere tilbage. Stik laves ved at lægge minimum tre, sammenhængende kort i samme kulør (såsom hjerter syv-otte-ni) på bordet med billedsiden opad, så alle spillere kan se kortene. Når en spiller har lavet sit stik, lægger personen et af sine øvrige kort på hånden i bunken med kort med billedsiden opad. Uanset om personen har et eller flere stik på hånden fra start eller ej, så må stikkene først lægges, når alle spillere har trukket deres første kort fra bunken. 

Har en anden spiller lagt et stik – eksempelvis hjerter syv-otte-ni – og sidder en anden spiller med en hjerter ti'er, kan dette kort tilføjes til deres stik ved at lægge det foran sig, når det bliver vedkommendes tur. En joker kan lægges i stedet for ethvert andet kort i spillet, og sidder en spiller med det kort, jokeren dækker over, kan spilleren tage jokeren og lægge kortet i stedet for. Herefter kan jokeren benyttes til et af spillerens egne stik.

Har en spiller spottet et godt kort i bunken med billedsiden opad, men ligger kortet ikke længere øverst, må hele bunken tages op, hvis der ønskes at få fat på kortet. Vælger en spiller at tage hele bunken, skal spilleren dog kunne lægge mindst et stik, da der ellers vil blive givet 50 minuspoint. Det kan både være en god og dårlig idé at tage bunken, da der kan ligge flere eller færre stik end forventet – alt efter hvor god hukommelse, I som spillere har. 

Lægges der ved en fejl et kort i kortbunken med billedsiden opad, som viser sig at kunne tilføjes til et eksisterende stik, kan en anden kvik spiller være hurtig til at tage kortet og derefter få pointene for kortet.

Spillet slutter, når en spiller har lagt alle sine stik på hånden ned og kan lægge et sidste kort, der ikke kan tilføjes til noget eksisterende stik, i bunken med billedsiden opad. Dette sidste kort skal dog lægges med billedsiden nedad for at markere spillets afslutning. Har en spiller derimod en tom hånd, fordi vedkommende har lagt alle stik på bordet, men kan personen ikke lægge et sidste kort i kortbunken, er spillet altså ikke slut, før dette sker. 

500 spilles med flere runder, og den spiller, der først når op på 500 point, vinder spillet. 

Sådan tælles point i 500: 

Joker – 25 point 

Es – 15 point 

Billedkort og ti'ere – ti point 

2'ere til 9'ere – fem point 

Alle stik, der ligger på bordet, giver plus point, mens kort, der stadig er på hånden, modregnes og giver minus point. Har en spiller eksempelvis mange kort på hånden men næsten ingen stik liggende, vil vedkommende ende med en minus score. 

Gruppe spiller kortspillet 500
Reglerne til kortspiller 500 kan være lidt komplicerede, men de sidder hurtigt fast, når I først kommer i gang. © Getty Images

5. Kortspillet Røvhul 

Spillet Røvhul kan spilles af minimum tre spillere, og her benyttes et kortspil med jokere. Alle spillere skal have lige mange kort, men kan kortene ikke uddeles lige, må nogle spillere have et kort mere end andre. Værdien af kortene er meget vigtigt at kende – ti'ere og jokere er ryddere, mens tre'ere er de laveste tal, og to'ere er de højeste tal. 

Spilleren med kortet klør tre starter altid, og dette kort lægges på bordet som det første. Næste spiller skal nu lægge et kort med samme eller højere værdi end tre og samme antal – det vil sige, at hver spiller må kun lægges ét kort i denne omgang. Her kan det være en god idé at lægge sine laveste kort først for at komme af med disse. Således lægges der kort med voksende værdi, indtil bunken ryddes. Det sker ved, at en spiller smider en ti'er eller en joker, hvis ingen kan lægge et kort, eller hvis der nu er lagt fire kort af samme slags ovenpå hinanden, eksempelvis fire konger. 

Bunken ryddes, og spilleren, der fik bunken ryddet, starter en ny runde. Spilleren kan lægge et eller flere kort, såsom tre syv'ere. Næste spiller skal nu lægge tre kort med en højere værdi end syv, men personen kan også sige pas eller vælge at rydde bunken med en ti'er eller joker. 

Den, der først kommer af med alle sine kort, vinder spillet, men spillet fortsætter, indtil alle undtagen én spiller har lagt alle sine kort. Spilleren, der taber, får den fine titel som røvhul, mens vinderen bliver præsident. Den spiller, der er nummer to til at komme af med kortene, bliver vicepræsident. 

De mærkelige titler er vigtige, fordi de har en betydning for næste runde af spillet. Her skal røvhullet give sine to bedste kort til præsidenten, mens præsidenten giver sine to dårligste kort til røvhullet. Vicepræsidenten og røvhullet skal også på samme måde bytte kort, men her er der (kun) tale om ét kort fra hver. 

Vicepræsidenten indgår dog ikke i spillet, når der kun er tre spillere med. 

Regler til kortspillet Røvhul
Mangler I et sjovt kortspil, er en omgang Røvhul altid sjovt – både til en fest, en tur i sommerhus eller en tur på stranden. © Getty Images

Kortspil er ideel hygge i mange sammenhænge

Der er gode grunde til, at kortspil altid er et hit. De små kort kan nemlig nemt både tages med i sommerhuset, når familien eller veninderne tager på roadtrip i Danmark, eller med på rejsen til Paris, når fødderne skal have en pause fra byvandringen og i stedet nyde en afslappende stund på en af byens mange balkoner. 

Der findes også rigtig mange sjove drukspil med kort, som kan sætte gang i enhver fest, hvis I er typerne, der elsker at vinde mod hinanden. Er I lidt trætte af alle de typiske drukspil eller andre fjollede selskabslege, kan et sjovt kortspil måske gøre festhyggen lidt mere udfordrende. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.