Smid bukserne for en god sag

Giv dit gamle tøj til Røde Kors - det kan give vand og mad til verdens fattigste

1. november 2013 af Mette Andrea Boesgaard

Har du skabet fuldt af gammelt kluns, du aldrig bruger? Så er det nu, du skal slå til. Tirsdag 5. november er det FashionAid Day, og det betyder, at Røde Kors samler tøj ind og bruger det til velgørenhed.

Hver dansker bruger i gennemsnit 16 kg. tøj om året. En stor del af det ender på lossepladsen, men det kunne lige så godt blive genbrugt. Og der er god grund til at genbruge det - ikke alene er det godt for miljøet, dit brugte tøj kan også støtte god sag. Røde Kors bruger nemlig genbrugstøj til at skaffe mad, rent drikkevand og hjælpe udsatte verden over. En pose brugt tøj kan give en julepakke til en udsat familie i Danmark. To par bukser kan give et menneske mad i en måned. Tre par bukser kan skaffe 7.142,6 liter rent vand til udsatte områder.

Vil du donere dit aflagte tøj til en god sag? Så kan du både samle ind på din virksomhed (tilmeld din virksomhed her) eller ved at aflevere dit brugte tøj i Røde Kors' tøjcontainere landet over (find dit nærmeste afleveringssted her)

Røde Kors og Dansk Mode & Textil har holdt FashionAid Day siden 2010. Sidste år blev der indsamlet 30 tons tøj, og det svarer til en værdi på 1 million kroner.

Læs mere på rodekors.dk