Piger i filmen 13 going on 30 holder pyjamas party
At holde pyjamas party var det bedste, da vi var yngre! © Revolution Studios, Thirteen Productions

11 ting, der altid skete, når vi som børn skulle overnatte hos en veninde

Vi havde den sjoveste aften, men græd af hjemve, når det blev sengetid

9. oktober 2020 af Henny Müller Dahl

1. Vi spiste pizza og slik i lange baner, indtil vi fik ondt i maven – eller blev hyperaktive. Og en omgang bananasplit var også en fast tradition (verdens mest undervurderede dessert!) 

2. Vi så ALTID en lejet dvd-film fra tanken. Løvernes Konge var (også dengang) et kæmpe hit! Vi sang med på alle sangene, mens vi stadig havde munden fuld af slik. 

3. ... Og bagefter stod den på SingStar. Når vi lige havde fået trænet sangstemmerne gennem filmen, gav vi den bagefter fuld gas med sange som Drømmer jeg? af Johnny Deluxe eller Fiskene i havet af Blå Øjne. 

4. Vi gik i seng uden at børste tænder. Mærkeligt, at børnetandlægen kun havde rosende ord at sige om vores mundhygiejne. 

5. Vi havde den sjoveste aften, men vi græd, når det blev sengetid. Følelsen af hjemve har aldrig ramt hårdere, end da vi lå lige dér – måske 10 minutter fra vores hjem. Første gang, vi gennemførte en hel overnatning uden tårer, føltes derfor som en stor personlig sejr. 

6. Hvis vi gerne ville have en ekstra pude eller blev sultne lige inden sengetid, var det bare too bad. Ikke fordi vi ikke måtte, men fordi vi havde en indre dialog med os selv om, at det kunne vi altså slet ikke tillade os at spørge om.

7. Hvis venindens døgnrytme ikke helt passede med vores, var det bare ikke særlig sjovt. “Er det sengetid allerede?! Men det er jo fredag?” Så lå vi der... Lysvågne og stadig hyperaktive. Fedt. 

8. Det værste var at vågne før veninden. Også her lå vi, i hvad der føltes som timevis, og talte de selvlysende stjerner, der hang over venindens seng. Om og om igen. 

9. Hvis vi i stedet afholdt pyjamas party med flere veninder, blev det lige pludselig svært at matche de andres energiniveauer. Så var vi ALTID de første, der ville sove, og vi overvejede, om det måske var det rigtige tidspunkt at prøve tricket med tændstikker i øjnene. (For det havde vi jo set i Tom & Jerry). 

10. Halvdårlige spøgelseshistorier var også en fast del af aftenen. Og vi stoppede først med at gejle hinanden op, da venindens mor kiggede ind kvart over midnat. Så lod vi, som om vi sov... Og så fortsatte vi bagefter.

11. Dagen efter var vi tvære og trodsige, når vi blev hentet af vores forældre, fordi vi ikke havde sovet i mere end tre timer. Stakkels familie – intet er værre end en mut 11-årig. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.