Er der flere ting, som du skal grave længe efter, før du kommer i tanke om dem? Hvis ja, så er folkeskoletiden formentlig også en af dem.
Det er efterhånden mange år siden, at vi hørte klokken ringe ind for sidste gang (i hvert fald hvor det var os, der var børnene), men det – og flere andre ting – er alligevel ret sjove at tænke tilbage på.
Derfor har vi samlet 10 ting, der var en del af folkeskoletiden i 90'erne og 00'erne. Husker du dem alle?
Var der noget der kunne give i ro i kroppen (og skæld ud fra læren), så var det, når vi vippede lidt frem og tilbage på stolen. Vi har ikke tal på, hvor mange gange vi er blevet bedt om at stoppe vipperiet, men det var bare så svært at lade være.
Vi fandt også hurtigt ud af, hvilke stole der var de allerbedste at vippe med… Det er bare ikke det samme at vippe på en stol med hjul!
Fra før whiteboard-tiden var den grønne tavle og de hvide kridt et af klassenlokalernes primære kendetegn. Dengang var der ikke noget, som hed PowerPoint og slideshows i undervisningen – det foregik udelukkende the old fashioned way.
Højdepunktet var, hvis der lå flerfarvede kridt i lærens kateder (så vidste vi godt, hvad vi skulle bruge tiden mellem timerne på).
Den ofte aflange højtaler, der hang på væggen, har givet anledning til mange ‘gisp’ gennem årene. For ringede den midt i timen, så var alle spændte på, hvem der enten skulle en tur forbi kontoret eller tandlægen. Begge dele var lige ufede.
Sjovere var det dog at bruge højtaleren til at lave lidt gæk med... For den ringede nemlig ikke kun den ene vej!
Vikarer kan måske ikke helt karakteriseres som ‘en ting’, men de var stadig noget, der kendetegnede folkeskoletiden.
Hvor kunne vi sætte stor pris på en person, når vi så en anden voksen end vores lærer træde ind af døren. I dét øjeblik, vi fandt ud af, at vi skulle have vikar… Åh, den (nogen gange kortvarige) lykke, vi følte.
I dag har de elevintra – dengang havde vi kontaktbøger. Og selvom der helt sikkert er mange fordele ved at køre tingene online, så var der nu også noget særligt over den ikoniske lille bog.
Den blev primært brugt, når vi ikke opførte os heeelt som vi skulle, og vores lærer synes, at vores forældre lige skulle informeres.
Vi brugte lang tid på at prøve at efterligne mor og fars underskrift, for det var også i kontaktbogen, at der blev skrevet begrundelser, når vi kom for sent i skole (og dem gad vi jo godt selv at kunne give).
Uge efter uge skiftedes vi til at have mælkedukse-tjansen, der i bund og grund handlede om at... Ja, hente mælk.
Var vi selv en af mælkedrikkerne, var det en ok tjans, men var det ikke os selv, vi skulle hente de små firkantede kartoner til, var tjansen mere en pine (særligt hvis vi havde klasselokale på en af de højere etager).
Hvor vi altid har ønsket, at vi havde vores egne, cool skabe a la dem fra vores yndlings high school-film, måtte vi i stedet tage til takke med en hylde. I bedste tilfælde en skuffe.
Selvom det ikke var meget plads, vi havde at gøre godt med, så kunne de godt blive personlige, de små rum. I hvert fald satte vores overdekorerede kladdehæfter, Diddl-beklædte bøger og farverige navneskilte et flot præg på dem.
EDB-lokalet var her, hvor vi for første gang stiftede bekendtskab med det teknologiske fænomen, vi i dag dårligt kan undvære: Computeren.
Til forskel fra nu, var det ikke i form af en ultra tynd bærbar, men tværtimod en kæmpe klods af en skærm og en stor, tung maskine under bordet.
Med tiden blev skærmene tyndere, og det blev mere normalt med computere generelt... Men vi husker stadig tiden, hvor vi sad tre-fire personer samlet om én skærm, når undervisningen foregik i EDB-lokalet.
I dag falder det formentlig de fleste naturligt at gribe computeren, når der skal tages noter, skrives tekster og besvares opgaver – men dengang vi gik i folkeskole, der var der altså kladdehæfterne, der rockede.
Det havde selvfølgelig også noget at gøre med, at computere primært var forbeholdt EDB-rummene. Men vi elskede kladdehæfterne, for her kunne vi også udfolde vores kreative evner som tegnere, når timerne blev for langtrukne.
Skoleklokken huskes formentlig af mange, som den sørgelige lyd af et frikvarter der var nået til vejs ende. Vi skyndte os at smide alt, vi havde i hænderne og løb målrettet mod vores klasselokale, når klokken ringende ind.
Vi kan stadig blive helt nostalgiske, når vi går forbi en folkeskole og hører klokken ringe. Det var nu gode tider!
Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.
