En masse vasketøj
Er din kæreste særligt god til at smide om sig med tøj og skrald?© Getty Images

9 ting, du kender til, hvis din kæreste er et rodehoved

Du føler dig af og til mere som din kærestes mor end kæreste

15. januar 2022 af Tine Sandorf

1. Du finder små gaver alle mulige steder i hjemmet. En halv pose chips ved siden af sengen. Pappet fra en rulle toiletpapir på kanten af håndvasken. Et halvt glas Cola på sofabordet. Ej, hvor du bliver forkælet!

2. ‘Hvor er mine fodboldsokker? Og har du set min barbermaskine?’ Du føler dig lidt for tit som et omvandrende Krak-kort over jeres hjem. 

3. Når din kæreste har lavet mad, har du svært ved at se sammenhængen mellem den bøf med kogte kartofler, du lige har spist, og den måde køkkenet ser ud på. Skal man virkelig bruge tre pander, to gryder, fire liter olie op ad væggene og fem gafler for at lave den ret?

4. Din kæreste bliver lige forundret, hver gang hans eller hendes brugte müsliskål og kaffekop på forunderlig vis har transporteret sig ud i køkkenet uden hjælp – og du er lige så forundret over, at din kæreste ikke bare kan gøre det til en rutine, i stedet for at det skal være din rutine.

5. Du bliver i tvivl om, det er dig, der har oprydningsvanvid – eller din kæreste, der har oprydningsfobi.

6. Når du har været væk et par dage, er det med stor nervøsitet, at du sætter nøglen i hoveddøren. Hvordan ser der mon ud på den anden side? Er der overhovedet et hjem længere? 

7. Når I skal rydde op, er det dig, der er generalen, og din kæreste, der er den værnepligtige. Sådan lyder det i hvert fald på dine kommandoråb.

8. Du har sagt sætningen: ‘Skal vi ikke aftale, at når vi tager noget frem, skal vi også lægge det på plads igen?’ – og du ved, at du også kommer til at sige det mange gange i fremtiden. 

9. Når din kæreste en sjældent gang har ryddet op og stolt viser sit værk frem – og du tænker: ‘hvad er det lige, jeg skal se?!’