1. Lykken ved at slå op til et nyt projekt. Ja ja, det kan da godt være, vi i forvejen har gang i en Louisiana-sweater, en Oslo-hue og en ekstra lille Kumulus, men altså...
2. At du snildt kan bruge 1,5 time i en garnbutik! Der er jo farver, der skal sammenlignes, kvaliteter, der skal undersøges, pinde, der skal afprøves – garnbutikker er for strikkere, hvad Leos Legeland er for børnehavebørn.
3. Hvor stor en tragedie det er, når du mangler to centimeter på det sidste ærme og så løber tør for garn. Tæl til ti, tæl til ti, tæl til ti.... PIS, LORT, RØV altså!
4. Garn kan gøre dig lykkelig. Ja, du må gerne blive rørt over at få tre nøgler mohair af din svigermor.
5. Håndfarvet garn er en seriøs glidebane! Som alle strikkere siger: “When you go håndfarvet, you never go back”.
6. Den store beslutning, når der skal lukkes af. Skal det seriøst være italiensk igen? Ja, det skal det.
7. Et garnbudget på under 1000 kroner er umuligt. Selv hvis det betyder havregrød til aftensmad i 14 dage, skal der ikke røres ved den post – basta.
8. Presset over at være familiens eneste strikker. “Skat, kan du ikke lige strikke et par nye luffer til mig?”, “Nu er Torbens datter jo gravid, så kan du ikke lige strikke noget til deres nye baby?”, “Ej, den er flot den bluse, vil du ikke lave sådan en til mig?” ... Nej... Okay, jo måske, men kun hvis I betaler garn.
9. Sorgen, når du løber tør for garn, og der ikke er mere i samme farvning. Det er en seriøs paniktilstand!
10. Garns vidunderlige evne til at gøre kedelige ting sjove. Onlineundervisning? Strikketid. Offentlig transport? Strikketid. Forelæsning? Strikketid. Kæresten vil se noget kedeligt i TV? Strikketid.
11. Frustrationen ved at have taget fra til ærmer og opdage en fejl tidligt i bærestykket, og derfor være nødt til at trævle mele molevitten op.
12. Du kan aldrig få nok strikkegadgets! Omgangstælleren er jo livsnødvendig og de 28 forskellige sæt rundpinde er u-undværlige! Og helt ærligt, det giver ingen mening at strikke uden maskemarkører? Uh ja, og en uldkam giver vores ældre strikke-projekter nyt liv. Du skal virkelig også have et læderetui til nåle, det gør oplevelsen lidt federe. Plus en trådsaks, den er vigtig! Og et målebånd, det er en selvfølgelighed.
13. Den vidunderlige følelse af at trække en nystrikket striktrøje over hovedet. “Whoa! I feel good, I knew that I would, now, wuhu!”
Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.