Glad hund
Tag Vuffi i snor, og kom til Hundens dag i Tivoli. © Getty Images

Tivoli fyldes op med over 1200 hunde og deres ejere, og du er også inviteret

Til “Hundens Dag” kan du blandt andet opleve en hundeparade!

13. august 2019 af Rie Louise Kirkebjerg

Hvis du tit har drømt om at tage din hund med på en tur i Tivoli, så er 25. august dagen, hvor dette kan ske!

Her er der nemlig Hundens Dag, og hvor alle hunde er velkomne, så længe de er i snor. Det bliver en dag, hvor der kan udveksles hundeerfaringer, og hvor de mange racer og deres ejere kan få lov at hilse på hinanden. Og bare rolig – du er meget velkommen, selvom du ikke er den heldige ejer af en logrende, firbenet ven.

Hundens dag Tivoli
Tivoli fyldes op med hunde og deres ejere. © Tivoli

Kom til Hundens Dag i Tivoli

Sidste år deltog op mod 1200 hunde og deres ejere i arrangementet, og i år forventes det samme deltagerantal.

Der vil blandt andet være mulighed for at prøve en agilitybane, at se “dogdancing”, hvor hund og ejer i skøn forening danser til musik, og – hold nu fast – se den fine hundeparade foran Plænen. Den lange parade på lette poter vil trisse igennem Haven, og i år er temaet “Modsætninger mødes” som sætter fokus på hvor fantastiske forskellige hunderacer kan være.

Der vil desuden også være rig mulighed for at quizze og vinde præmier samt møde andre glade hundeejere. 

Hundens dag Tivoli
Hundens Dag i Tivoli afholdes 25. august. © Tivoli

Program for Hundens Dag

Hundene er på denne dag velkomne i de udendørs serveringsområder, hvis sulten melder sig hos deres ejere, så der vil også være rig mulighed for at spise på en af Tivolis restauranter.

Hundens Dag 25. august er en enestående chance for, at de firbenede også kan opleve forlystelseshaven, som ellers ikke er tilladt for dem!

  • Klokken 11:00-23:00: Alle flinke hunde i snor er velkomne i Tivoli
  • Klokken 11:00-16:00: Hunde og deres ejere kan prøve den opstillede agilitybane under vejledning af Schæferhundeklubbens Kreds 2, Amager. Samtidig er der mulighed for at besøge Dansk Kennel Klubs informationstelt og deltage i konkurrencer.
  • Klokken 14:00: Opstilling til den store raceparade på græsset foran Plænen
  • Klokken 14:15: Raceparade gennem Haven for alle hunde – også dem, der er en blanding af flere racer
  • Klokken 15:00: Show på Plænen med dogdancing. Årets tema er ”Modsætninger mødes”
  • Klokken 16-16:30: Opvisning på agilitybanen ved Schæferhundeklubben Kreds 2 på Amager

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori