Skab din egen familie i the Sims 4
Sims 4 byder på mange sjove muligheder© EA Games/Maxis

Her er nogle af de tricks, du bare skal kende i The Sims 4

Du kender nok motherlode, men kender du koden, der viser dig hemmelige ting i byggemarkedet?

20. oktober 2020 af Henny Müller Dahl

Hvis du var barn i starten 00'erne, har du sikkert også prøvet at spille både Sims 1 og Sims 2. De to spil udkom i henholdsvis år 2000 og 2004, og siden da er der både kommet Sims 3 og Sims 4 til. 

Selvom vi måske i dag er blevet voksne, har vi stadig en stor forkærlighed for de populære spil, og det sker fortsat ofte, at vi slipper vores fantasi løs og går helt amok i byggeprojekter og familieforøgelser i den nyeste spilversion, nemlig Sims 4

Et spil med uendelige muligheder

Hvis du heller ikke kan få nok af Sims 4, vil vi her forsøge at gøre dig klogere på nogle af de ting, der kan gøre din spilleoplevelse meget sjovere. For der er virkelig mange ting, du kan gøre i spillet, som du måske slet ikke var klar over, at du kunne. Måske har du undret dig over, hvordan du får din Sims-familie til at adoptere børn, eller hvordan kæledyr kan blive en del af din husstand? 

Snydekoder til Sims 4, du skal kende
Hvor godt har du styr på snydekoder til Sims 4? © EA Games/Maxis

Disse snydekoder til Sims 4 skal du kende 

Lige siden det første Sims-spil udkom, har snydekoder været en fast del af spillet, og skaberne af spilserien har endda også opfordret til, at du bør gøre brug af cheats for at få lidt ekstra ud af spillet. 

Der findes rigtig mange forskellige snydekoder til Sims 4, som gør det muligt at gøre ting, der ellers ikke er en naturlig del af spillet. Her er nogle af de bedste snydekoder til Sims 4

  • motherlode – Denne geniale pengekode giver dig 50.000 simoleoner, hver gang du skriver den ind. 
  • rosebud eller kaching – Du kan bruge den ene af disse to pengekoder til at få 1.000 simoleoner. 
  • FreeRealEstate On Med denne kode får du fri adgang til alle huse, uanset hvor dyre de er. Det gør det meget nemmere at finde et hus til din nye Sims-familie, der ikke har så mange penge. 
  • bb.moveobjects on Denne snydekode giver dig lov til at placere ting på steder, som spillet ellers ikke ville tillade. Når du skriver koden ind, skal du blot vælge den genstand, du vil flytte, og så placere den, hvor du vil. 
  • bb.enablefreebuild – Få lov til at bygge ting uden begrænsninger. 
  • bb.showhiddenobjects Med denne cheat får du adgang til genstande i Byggemarkedet, som du normalt ikke ville kunne se. 
  • stats.set_skill_level [skilltype] [1-10] – Hvis du skriver eksempelvis “Fitness”, “Guitar” eller “Gardening” i stedet for ordet ”skilltype” og så et tal mellem et og 10, kan du gøre din simmer god til en bestemt aktivitet helt uden træning. 
  • testingcheats true – Denne kode kan faktisk bruges til flere ting. Du kan blandt andet manipulere din simmer til at blive glad ved at skrive koden ind, holde Shift-knappen nede, klikke på den simmer, du vil ændre humør på og vælge “Gør glad”. Koden kan du også bruge, hvis du vil have din simmers behov til at være grønne (eller røde) i længere tid. Her vælger du i stedet “Snyd med behov” og derefter “Deaktivér behovsfald”. 
  • sims.add_buff buff_pregnancy_trimester3 Hvis du ikke orker at vente på, at din simmer gennemfører en hel graviditet, kan du bruge denne kode, og så går tingene lidt hurtigere. Du kan også skrive “inlabor” i stedet for “trimester3”, og så kan du springe direkte til fødslen. 
  • death.toggle true – Med denne kode kan du sikre dig, at dine simmere aldrig dør. Hvis du senere til deaktivere funktionen, kan du skrive “false” i stedet for “true”. 

For at kunne skrive snydekoderne ind skal du holde tasterne Ctrl + Shift + C nede på din Mac eller Windows-computer. 

Genveje, der gør det nemmere at spille Sims 4 

Når du spiller Sims 4, er det ofte meget godt at kende de mest nødvendige genveje, så du hurtigere kan lave de ting, du gerne vil. Her er nogle af de mest relevante genveje, du bør kende, når du skal spille Sims 4

  • Tasten “P” – Sætter spillet på pause. 
  • Tasterne “1”, “2” og “3” – Giver dig lov til at ændre spillets hastighed. 
  • Tasterne “X” og “Z” – Zoomer ind og ud. 
  • Komma-tasten eller punktum-tasten – Roterer den genstand, du har markeret. 
  • Alt-tasten (mens du roterer en genstand) – Placerer den valgte genstand i en anden vinkel. 
  • Mellemrum eller “N”-tasten – Skifter til den næste simmer i husstanden, når du spiller. 
  • Højreklik på portrættet af en simmer – Låser kameraet til den valgte simmer. 

Sådan får du din Sims-familie til at adoptere 

En af de sjoveste ting ved hele The Sims-universet er, at du har en masse forskellige muligheder for at skabe lige den Sims-familie, du gerne vil have. En af de ting, du kan gøre i stedet for at lade din simmer blive gravid er at lade din simmer adoptere. 

Hvis du vil adoptere et barn i Sims 4, må din simmer først have adgang til en computer. Når du har det på plads, kan du på computeren vælge “Husholdning“ og herefter “Adoptér et barn”. Så vil du se et udvalg af børn i forskellige aldre, som du kan adoptere for 1.000 simoleoner. 

Adopter børn i Sims 4
I Sims 4 er det nemt at adoptere børn.© EA Games/Maxis

Hvordan får man tvillinger i Sims 4

Hvis du vil have større chancer for at få tvillinger eller endda trillinger i Sims 4, kan du købe en frugtbar langtidsbelønning for 3000 lykke points. Der er stadig ingen garanti for, at du får mere end en baby, men det vil øge dine chancer. 

Kan man vælge at føde et barn af bestemt køn i Sims 4

Hvis du gerne selv vil bestemme kønnet på det barn, din simmer skal føde i Sims 4, er der nogle ting, du kan gøre for at øge chancerne for at få det ønskede køn – dog er det heller ikke her helt sikkert, at det sker, som du gerne vil have det. 

Hvis du gerne vil have en pige i Sims 4, kan du få din simmer til at spise jordbær og lytte til popmusik i radioen. Vil du derimod hellere have en dreng, kan du få simmeren til at spise gulerødder og lytte til alternativ musik i radioen. Meget mystisk, men det skulle gerne gøre en forskel. 

Få hunde og katte i Sims 4 

Kæledyr i Sims 4 er bare vildt søde, og de gør altså bare hele spillet lidt mere hyggeligt at spille. Dog skal du have en bestemt udviklingspakke for at få adgang til hunde og katte, da dyrene ikke er en del af grundspillet. 

Udviklingspakken, hvor du kan få kæledyr, hedder The Sims 4 Cats & Dogs. For at kunne bruge udviklingspakken er det nødvendigt, at du først har købt og installeret grundspillet. 

Få hunde og katte i Sims 4
I Sims 4 kan du få søde kæledyr som hunde og katte. © EA Games/Maxis

Du kan få flere årstider i Sims 4 

Ligesom med kæledyrene kan du også få flere årstider i spillet igennem en anden udvidelsespakke. The Sims 4 Seasons gør spillet endnu mere virkeligt ved at inkorporere årstider, der gør det muligt for dine simmere at fejre bestemte højtider og dyrke forskellige aktiviteter afhængigt af årstiderne. 

Når du har flere årstider i Sims, vil du nogle gange også opleve, at dine simmere bliver påvirket af vejret – ligesom du måske selv gør, når du skal cykle på arbejde i regnvejr! 

Hvor meget koster Sims 4, og hvor kan det købes? 

Du kan nemt købe Sims 4 online på EA Games' officielle hjemmeside eller gennem platformen Origin, hvor spillet findes til både Mac og Windows. Her fås Sims 4 i digital udgave, hvor det kun kræves, at du henter spillet ned på computeren. Du slipper altså for at have spillet i fysisk format, ligesom mange af os havde, da vi spillede Sims som yngre. 

Prisen på Sims 4 ligger normalt omkring 400 kroner, men på platformen Origins, hvor spillet kan downloades, kan du ofte være heldig at finde spillet på tilbud. 

Når du har købt Sims 4, kan du faktisk installere det på hele fem forskellige computere. Dog skal du være opmærksom på, at spillet kun kan spilles på én computer ad gangen. 

Sims 4 kan downloades i digital udgave
Du kan nemt få Sims 4 i digital udgave.© EA Games/Maxis

Sims 4 fås også til både mobil og PlayStation 

Det er ikke kun på computeren, du kan fordybe dig i at lave kæmpestore palæer eller skøre familier, for Sims 4 er også tilgængeligt som spil til både mobil og PlayStation. 

Har du spillet på din mobil, kan du nemt have det med dig, når du er på farten eller måske keder dig i toget eller bussen. Spillet kan fås i App Store, hvis du har en iPhone og i Google Play, hvis du bruger en Android-telefon. 

Foretrækker du i stedet at spille spil på PlayStation, kan du rent faktisk også finde Sims 4 som spil til Playstation. 

Gør dit Sims 4 endnu sjovere med flere udvidelsespakker 

Der kommer hele tiden nye udvidelser og ekstrapakker til Sims 4, der gør mulighederne i spillet endnu vildere. Udover udvidelsespakker som The Sims 4 Cats & Dogs og The Sims 4 Seasons, kan du også finde andre sjove pakker som The Sims 4 Star Wars, som jo bare er helt genialt, hvis du, udover at være Sims-fan, også er fan af Star Wars. 

Du finder de mange udvidelsespakker på de samme steder, som du finder selve Sims 4-grundspillet, såsom på EA Games' hjemmeside eller Origins. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.