Uden licens til tilværelsen

© woman.dk

Så mødes vi igen. Ja, Mandag, det er dig jeg taler til. Du kommer altid snigende, og rammer en i hovedet med en sådan kraft at hovedpinen fra tømmermændene der strakte sig over weekenden, er det rene vand i sammenligning. 

Det startede ellers fint. Fredag havde jeg fri, og valsede forbi Indre Nørrebro, som fra d. 22. marts bliver mit nye hjem, fuld af forhåbning om endelig at flytte fra Outlaw Husum, hvor jeg har tilbragt de sidste 3 år, i et kvarter hvor naboen er skabslesbisk og kigger mærkeligt efter en, og hvor viceværten forsat mener, at due-bekæmpelse bedst sker ved hjælp af en rive og høje "ååååuhhhaaaa"-lyde. 

Så ringede en fra kontoret, og spurgte om jeg kom til fredagsbar senere. 

...

.. Og her gik det så galt. Vågnede lørdag morgen uden sans for hverken tid, sted eller værdighed, med akut behov for at kaste op, og med så lidt stedsans, at det tog kritiske 3 minutter at opdage, at jeg befandt mig i en lejlighed i Vanløse, der tilsyneladende var overbefolket kl. 07.43, og dermed med et aldeles optaget toilet. 

Måtte derfor i vild slalom gennem støvler, halstørklæder, halvt spiste durumruller (hvad er det lige med de rester? Hvorfor føler man ALTID for at tage dem med hjem, så de kan forpeste hele lejligheden med deres lugt af hest og langsom forrådnelse i sød symfoni med discountdressing og selvdøde salatstrimler?) og cykellygter, og ud til håndvasken i køkkenet, med kødet flyvende om knoglerne på mig, og så meget i svingninger, at selv jeg i min tåge hørte det dumpe "klask", da mine lår 10 sekunder efter resten af kroppen, klaskede op ad køkkenlågen. 

Dammit! Hvorfor kan jeg for EN gangs skyld ikke bare opføre mig normalt? Eller i det mindste bare foregive det? 

Lejligheden i Vanløse bebos nemlig (udover roomie, roomies scoringer og 214 dåseøl, praktisk og æstetisk placeret i et ramme-tårn midt i lejligheden) af en mand, jeg faktisk godt kan li'. 

Jeg kalder ham Bornholmeren. For det er han. 21, bornholmer, studerende og lidt uden for min egen kategori. Men det ved han bare ikke.

Indtil i lørdags altså, hvor jeg fik slået helt fast, at bare fordi man er 23, har man ikke nødvendigvis styr på noget som helst. For nærmere at sige absolut intet. Burde virkelig have frakendt det store kørekort til livet. Og i stedet udstyres med noget ovre i knallert-kategorien. Uden mulighed for at få dankort, tilladelse til at drikke eller have sex med nogen der er yngre end mig selv. 

For fanden. Han tror jo stadig at brysterne bliver i armhulehøjde, efter man er fyldt 20! 

Stak derfor halen mellem benene, og lavede Houdini-tricket. Skred fra Vanløse, og flygtede hjem til Downtown Husum, hvor jeg trods alt stadig har bopæl. 

Hele lørdagen gik derefter med at ligne en gammel karklud i ansigtet, mens jeg jævnligt tog turen ud til kummen, med en sådan fart, at alt på mig nu føles endnu løsere end før. Hvornår holder det op?!

Søndag. Besluttede jeg mig for. Efter en lang snak med mig selv, om radikale ændringer i egen tilværelse.

Var faktisk midt i afgørende fase med punktopstilling på en blok, med "Du må aldrig mere..." og "fra nu af...", da Bornholmeren ringede. 

Og på et øjeblik forsvandt det hele bare. Han ville nemlig bare høre, hvornår vi skulle tage op og hilse på min mor? 

Han var da fuldstændig ligeglad med, om jeg havde drukket en (eller 18) øl for meget. Og med at jeg havde kastet op i hans håndvask. Og med at jeg var flygtet. For han kan nemlig li' mig.

HAHA! Måske er mandag så ikke så slem alligevel? For en gangs skyld vil jeg faktisk prøve at nyde den. Så må vi jo se hvordan det går.

Jeg er Frøken Rodebutik, uden licens til tilværelsen, men med en ny plads her på Woman, hvor jeg blogger om løst og fast. Jeg skriver om mænd, mad, penge og pinligheder - gerne i kombination med hinanden, og oftest sammen med alle mulige andre emner. Hvis du er klar, så velkommen til Rodebutikken - lidt af det hele og mere til.

Har du lyst til at vide mere om mig, kan du læse min historie og tidligere indlæg her:

"Jeg er ingen trendsetter. Ingen modeguru eller fashionspotter. Jeg er hende på gaden i str. 38, med en nettopose på styret og uden styr på noget. Jeg spiser is når jeg er ked af det (den store bøtte, ja), og har en regel om, at det er ok at indtage kalorier på alle de dage der ender på g. Med andre ord sulter jeg mig ikke (ihvertfald kun når jeg får slankeflip. Og det holder alligevel ikke mere end et par dage), jeg køber det jeg synes er pænt, ting som skinner og ting som er lyserøde. Jeg accepterer at jeg har hofter (de fleste dage i hvert fald), og nyder at se sund og glad ud.

 

Og bevares - jeg brokker mig (for det skal man), men jeg er inderst inde bare glad for at være mig, og accepterer (de fleste dage) min røv, der både kan agere cykelstativ og anretterbord, og nyder min mave der gynger med når jeg udfolder mine talenter på lagnerne.

 

Så hvis du forventer high street fashion og designertips som man på SU alligevel ikke på nogen måde i dette liv kan komme i nærheden af, så må du nok google videre. Men er du til tips om H&M-udsalg, byens bedste Kina-mad, historier fra en hverdag, og en enkelt snak om mænd eller to, så sæt dig endelig godt tilrette.

 

For det er der masser af her.

 

 

// Rodebutikken"

Frøken Rodebutik

Frøken Rodebutik er 23 år og bosat i Outlaw Husum udenfor København. Hun er hende på gaden i str. 38, med en Nettopose på styret og uden styr på noget. Og bevares - hun brokker sig (for det skal man), men hun er inderst inde bare glad for at være sig selv, og accepterer (de fleste dage) sin røv, der både kan agere cykelstativ og anretterbord og sin mave, der gynger med, når hun udfolder sine talenter på lagnerne. Så sæt dig endelig godt til rette, hvis du er til tips om H&M-udsalg, byens bedste Kina-mad, historier fra en hverdag, og en enkelt snak om mænd eller to. For det er der masser af her.