Vi har bedt to Disney-fans anmelde ‘Find Dory’ – se, om de er enige

De giver faktisk ikke helt samme antal stjerner

25. august 2016

I anledning af den nye Find Dory, som får premiere torsdag d. 25. august, sendte vi Womans to største Disney-nørder i biografen: chefredaktør Sara og vores blogger Miriam fra Miriamsblok.dk.

De så begge filmen samtidig, men har siden ikke vekslet et ord om, hvad de synes om den. På den måde har de nemlig kunnet skrive hver deres anmeldelse, og herunder kan du se, om de er enige. 

Saras anmeldelse:

Det, jeg elsker mest ved Find Dory, er... at der er så freakin' mange sjove, søde, skæve og helt uimodståelige karakterer med i filmen. Og når jeg siger karakterer mener jeg selvfølgelig fisk, hvaler, søløver plus det løse. 


Det, jeg elsker mindst ved den, er... at den lider af det klassiske 2'er-syndrom, hvor historien bare ikke er ligeså oplagt. Man havde en karakter, man godt kunne lide – aka Dory, som stadig er en stjerne – og så fandt man på en historie bagefter, som bare er lidt for langt ude. Og ja, jeg er klar over, at Find Nemo ikke ligefrem er en realistisk hav-film, som man kan vise i biologitimen, men i Find Dory er der en blæksprutte, der kører lastbil. Seriøst!


Min yndlingskarakter i filmen er... selvfølgelig Dory (vi så den med dansk tale, som var fint, men jeg ville elske at høre yndlings-Ellen DeGeneres lægge stemme til, hvilket hun gør i den engelske udgave). Til gengæld er den danske stemme, som Dory har som barn, det mest nuttede, jeg nogensinde har hørt!

Jeg vil anbefale den til... dig, der skal have et barn med i biffen, men også gerne vil have noget ud af biografturen selv. Det er fin underholdning for store som små – selvom jeg før har set Disney-film, der egnede sig bedre til voksne, end denne.

Jeg vil give den 3 stjerner ud af 6 mulige.

Miriams anmeldelse:

Det, jeg elsker mest ved Find Dory, er... at Pixar er helt og aldeles fremragende til at skabe medfølelse og indlevelse. Filmen er rørende uden at blive tung og trist, som det sker i for eksempel Up, hvilket jeg ikke er så stor fan af. Jeg stræber efter at blive i godt humør, når jeg ser tegnefilm, og Find Dory har heldigvis også masser af humor.


Det, jeg elsker mindst ved den, er... at der ikke er helt så meget til de voksne, som jeg havde håbet på. I et forsøg på at ramme samme høje niveau som den første film, kammer historien til sidst over og bliver for langt ude – selv for en film, der handler om talende fisk. Der er et kvarter hen mod slutningen, som jeg godt kunne have undværet, og det trækker desværre resten af filmen ned.


Min yndlingskarakter i filmen er... Ole Henriksen! Ja, dén Ole Henriksen. Hvis jeg skal vælge en, der rent faktisk er med fysisk, så må det blive søløven Gerard. Eller hvidhvalen Bailey. Der er et utal af geniale biroller med!

Jeg vil anbefale den til... fans af den første film (så er den obligatorisk!), Pixar-elskere og folk med børn.


Jeg vil give den 3,5 stjerner ud af 6 mulige, fordi de danske stemmer aldrig helt lever op til de originale. Jeg er næsten sikker på, at jeg ville give den engelske version 4 stjerner.