Woman tester: Kan du finde en kæreste på Tinder? Dag 6

Programmet er pakket, men nedturen skal vendes. Det er lørdag, og jeg mikser Tinder med alkohol!

8. februar 2015 af Marianne Fischer

Ingen tømmermænd betyder lækker lørdag. Kaffeaftaler og ud med damerne i aften - der er meget, jeg skal nå. Jeg starter med en tur i træningscenteret, og pludselig slår det mig, at her er sgu da en oplagt mulighed for at Tinde lidt (ikke fordi jeg luster efter store muskelmænd, men alligevel…). Imens jeg sidder lidt svedig ved en eller anden lårmaskine, kaster jeg mig over telefonen. Og bum - det går godt. Der er den ene lækre mand efter den anden. Matches all over. Det kører. I am back! 

Endnu en date

“Hej Marianne. Har du vilde planer for weekenden?” Den besked ville jeg (på 0,5) have affærdiget tidligere på ugen. Men jeg har lagt en ny strategi. Jeg kalder den ’ja!’. Det gør heller ikke noget, at afsenderen er sindsygt lækker. Ham her er interessant. Han virker oprigtig interesseret, og kemien er god - så god som den nu kan være, når det hele foregår på en dating-app (i princippet aner jeg jo ikke, om jeg i virkeligheden skriver med hans sjove kusine). Der går ikke længe, før han spørger, om vi skal mødes. Det er jeg ikke i tvivl om, at vi skal. “I do,” tænker jeg, men skriver i stedet: “Det lyder som en plan” (manden skal jo ikke tro, jeg allerede har planlagt vores bryllup og bestemt navnene på vores to børn).  

Tinder med damer over skulderen

Lørdag aften: Jeg skal ud med damerne, og det bliver godt. Alkoholen flyder, og jeg får mod på mere Tinder. Nu med publikum! “Han er lækker,” “OMG, en freak,“ “Ej ham har jeg også matchet med.” Vi er live, og damerne er engagerede i mit projekt. Inden længe skriver en ny mand. Han er lidt for suitet til min smag, men han giver ikke op. Efter semikort for hovedet at have forklaret ham, at jeg er ude, inviterer han mig til vin i morgen aften. Jeg tvivler, men lover at vende retur i morgen.

 Ps. Tak til Morten fra Benjamin Media for at agere date-stand in på billedet

 

DAG 5

 

Det er fredag aften, men en kold en af slagsen. Jeg er overdrevet træt efter en lang uge, holder mig inden døre og slapper af, alt imens jeg overbeviser mig selv om, at jeg skal eje Tinder i aften. Nu skal der virtuelt nedlægges mænd!

Men min begejstring for aftenens projekt daler hurtigt. Ikke fordi der ikke er hul igennem - jeg har allerede fået to tilbud om at komme forbi til noget “hygge”. Men det er fredag, og jeg har meget mere lyst til at møde en sød mand ude i den virkelige verden end over min telefon.

Mæt af mænd

I går følte jeg mig ovenpå med en brandvarm finger, men i aften siger det mig absolut intet. Jeg er ikke helt til stede og får flere gange swipet til højre (dig kan jeg godt lide), når jeg egentlig ville have swipet til venstre (dig kan jeg ikke lide). Min finger må være i stykker!

Nå, men jeg fik jo en date på plads i går. Vi skal ud i næste uge, og jeg glæder mig faktisk. Han virker både sød, sjov og intelligent - og så er han rap i replikken, hvilket jeg også godt kan lide. Jeg spekulerer på, om det måske er derfor, at jeg ikke rigtigt orker mandejagten i aften? Burde jeg ikke satse på flere hingste? Jo, selvfølgelig skal jeg det. Han har sikkert også flere dates i kalenderen!

Jeg forsætter med at tvangstinde lidt endnu, men snart dukker endnu en stopklods op:“Gider du virkelig en mand, der sidder på Tinder fredag aften, Marianne?” Hvad fanden er der galt med mig! Der kommer ikke noget godt ud af det her. Jeg giver den en ekstra skalle i morgen.

 

 

DAG 4

 

 

Til trods for upcoming influenza-symptomer fik jeg swipet, da jeg kom hjem i går. Og faktisk var jeg også ganske tilfreds med både antallet og udvalg af matches. Pludselig var det, som om alle mændene så både søde, sjove og høje ud! Ja, jeg er glad for høje mænd, men til mit forsvar er jeg med mine 176 centimeter også fuldt ud berettiget (mener jeg i hvert fald selv!).

Gang i mig

I løbet af dagen tikker beskederne ind fra mine matches aftenen i forvejen, og da jeg kommer hjem, har jeg afsat aftenen til min udfordring og har masser af tid til at svare.

Og ikke nok med det, så åbner jeg sgu selv ballet. Pludselig er jeg blevet sej, og jeg skriver til hele to pæne mænd. Faktisk er den ene måske for pæn - det kan mænd altså sagtens blive (ej, det er fandeme ikke underligt, at jeg er single). Men jeg skriver - og endda lidt sjovt - noget med at hans mormor er hans eks. Han er på og synes også, at jeg er lidt sjov, men gaab han er for kedelig. Jeg bevæger mig hurtigt ud i enstavelsesord-svar, og den dør ud.

Jeg får samtidig svaret samtlige mænd, der har skrevet til mig- og hold kæft, nogle kedelige beskeder, der ryger afsted. Jeg er hurtig til at vurdere, hvem jeg ser potentiale i. Formentlig alt for hurtig.

Små mænd og irriterende spørgsmål

Pludselig popper beskeden ”hvordan vil du løse ungdomsarbejdsløsheden i Europa?” op. Min første tanke er ”Jøsses, hvor er det et vanvittigt irriterende spørgsmål” (husk - vi er på Tinder her). Men det provokerer mig lidt, og jeg skyder et seriøst og kompetent svar afsted. Han vender retur med karakteren 9 ud af 10 og spørger videre ind til mine interesser, og jeg svarer. Jeg er ikke helt uinteresseret.

Samtidig skriver en anden mand. Han ser rigtigt sjov ud. Han fortæller, at han er til møde med andelsforeningen (man kan åbenbart Tinde alle steder) og sammenligner det med serien ’House of Cards’. Jeg spørger, om han så er Kevin Spacey? Han svarer, at han lige mangler seks centimeter. ”Fuck! tænker jeg. ”Er jeg så overfladisk, at jeg dropper den lille mand allerede.” På magisk vis får vi meget demokratisk og fredeligt afklaret, at jeg nok skal have en noget højere mand, og jeg fornemmer, at han måske er vant til at være for lav ­- til høje overfladiske kvinder… som mig åbenbart.

Skal vi snuppe noget kaffe?

Jeg skriver videre med arbejdsløshedsmanden, og han virker meget mindre tør, end jeg frygtede. Faktisk ’skriver vi godt’ sammen, men det går også op for mig, at jeg virkelig ikke gider det her pennevens-noget. Jeg handler! ’Hvad så, skal vi snuppe noget kaffe? Haha, snydt jeg drikker ikke kaffe, men hvis jeg skriver kakao, så tror folk jo fandeme, at jeg inviterer til børnefødselsdag.

Han svarer: “Ja, gu fanden skal vi det!”

På dag 4 er det blevet klart for mig, at jeg er ansvarlig for min egen Tinder-succes, men også at jeg ikke leder efter pennevenner!

 

 

DAG 3

Jeg tjekkede min telefon i morges, da jeg vågnede. Det er der vist ikke meget unormalt i. Men hvad der ikke var normalt, var, at der lå en besked fra en fremmed mand. Han ville vide, om jeg skulle på natlige eventyr. Beskeden var sendt tirsdag nat kl. 01.17. Jeg var ikke på eventyr. Jeg sov! Min morgentravlhed fik mig hurtigt til at glemme beskeden og manden, der ­- og nu skal jeg jo være ærlig - mest af alt var et offer for min “Tinder, I love you all-rus" aftenen før, og ikke en, jeg reelt var ’på’.

Natlige eventyr

Men manden - ham her kalder jeg squ Martin - dukker op i min bevidsthed hurtigere, end jeg havde planer om. Meningen var jo, at jeg skulle svare - for det første er det en af reglerne for min Tinder-uge. For det andet synes jeg generelt, det er god stil at svare folk, der skriver eller ringer. Det andet er altså bare lidt ubetænksomt.

Tilbage til Martin. (Det lyder ellers godt, ikk? Martin og Marianne!) Nå, jeg er ikke mere end mødt ind på redaktionen, før Martin sender mig et stort fedt spørgsmålstegn. Jeg ved ikke, om han har ligget vågen hele natten for at finde ud af, om jeg skulle på eventyr, eller hvad der er sket i hans hoved. Men jeg skal til møde, så Martin må altså vente.

Presset på tid

I løbet af dagen får jeg et par beskeder mere ­- dog ikke fra Martin. Men igen i den helt stille og rolige genre, og det fanger desværre ikke min opmærksomhed. Det må godt være lidt skørt og lidt anderledes! (hvorfor er jeg mon single?). Jeg ved jo, at jeg både skal svare og swipe senere, og faktisk begynder det at stresse mig lidt. Jeg har en aftale med nogle venner om aftenen og planer om biografen. 

Men efter det fede spørgsmålstegn ved jeg godt, at jeg skylder et svar til Martin. Så det får han da bare, når jeg handler ind. Han har vel forståelse for, at jeg har været optaget i løbet af dagen. “Hej Martin. Jeg har haft en travl dag - dog uden eventyr i nat. Hvad med dig?,” får jeg sendt afsted, mens jeg tænker, at jeg selv lyder som den tørreste kiks i universet. Men jeg er en travl kiks, så sådan er det. Men beskeden vil ikke sendes. Martin har fjernet vores match!!! Jeg kan ikke undgå at blive lidt lettet!

På dag tre må jeg konkludere, at det gælder om at handle hurtigt på Tinder. Men kan man skynde på true love? Seriøst - tålmodighed er alt andet end en dyd i Tinder-world. 

Når jeg kommer hjem fra bio i aften, må jeg lige finde tid til at svare de andre og swipe noget mere!

 

DAG 2

 

 

Efter en lang arbejdsdag drikker jeg en kop varm kakao med flødeskum med en veninde. Jeg føler for at belønne mig selv, inden jeg skal hjem til min udfordring - at bladre igennem billeder af mænd!

Mindre kræsen

Her ligger jeg så på min sofa med stearinlys og lidt lækker musik... og min telefon! Det går op for mig, at nu er det alvor. Jeg skal ‘tinde’ en mand!

’You’ve got a match’. Det går da faktisk meget godt det her. Pludselig er det, som om min finger kun kan swipe til højre, og mine matches ruller ind. Jeg tillader mig dog at styre uden om mænd med børn, for det er jeg ikke klar til - i hvert fald ikke i den her uge! Lidt for smarte ‘only selfies’-mænd, hankøn med glatbarberede og glinsende overkroppe og fyre med aggressive ‘jeg slår dig ihjel men på en sexet måde’-blik bliver også sorteret fra. Men ellers må jeg lige klappe mig selv på skulderen. Jeg er åben, og jeg gør det, selvom det virker lidt akavet!

De første fire ‘Hej Marianne. Du ser sød ud. Har du haft en god dag?’ ruller ind. ‘Kedeligt’, tænker jeg automatisk, men hvad gør jeg selv? Jeg liker og synes så selv, at jeg er for vild. Jeg svarer høfligt og måske også lidt kedeligt. Jeg samler stadig mod til at skrive først…

Den første frække

Bedst som jeg har lagt telefonen fra mig, tikker beskeden ind fra - lad os kalde ham Anders. ‘Hej Marianne. Du er lækker. Vil du komme forbi til sex og ske?’ Her er der en mand, der favner bredt, og jeg kan næsten se ham tænke ’genialt’ på den anden side af telefonen. Jeg forestiller mig, at Anders med sin pakkeløsning har en ide om, at jeg (og de andre) hopper på, når han nu også gerne vil ligge i ske bagefter… hmm det eneste han får fra mig er en høj femmer for kreativiteten

 

DAG 1

 

I den kommende uge går jeg amok på Tinder i jagten på en skøn fyr. Følg med, og se, hvad der sker!

Ligesom 1,5 millioner andre danskere har jeg ingen kæreste, og ifølge Anton Bergs reklamer mangler jeg dermed en at dele mine sweet moments med - gerne i en stor lyserød sofa - og allerede her svinder håbet jo lidt ind. Jeg ved godt nok ikke helt, hvad jeg vil have, men jeg tror ikke, han vil være med til en stor lyserød sofa!

Selvom jeg måske kommer til at fortryde det senere, så glæder jeg mig faktisk til at springe på hovedet i det store Tinder-hav - der skulle jo også være så mange fisk derude, ikk'?

Og jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste singlelady, der godt kunne trænge til et spark ud af single-tilværelsen. Måske skal du også være med?

Regler for Tinder-ugen

Engang var vejen til en mands hjerte hans mave. Nu er det måske Tinder, så hvorfor ikke tage udfordringen op: En uge med Tinder, minimum 30 minutter om dagen, arrangér minimum én date og vær (meget) mindre kritisk, end du har lyst til. Nå ja, og så skal du også selv prøve at skrive først. Sådan er reglerne for min - og måske din - uge med Tinder!

Dag 1 med Tinder

Det er ikke ligefrem lysten, der driver mig den første aften. Men en udfordring er en udfordring, og for at komme bedst muligt fra start har jeg inviteret min gode ven hjem til middag. Jeg vil nemlig gerne have en mands synspunkt, når jeg skal vælge mine billeder - du kommer jo ikke uden om billeder på Tinder - eller jo, måske, men hvis du så får et match, så ved du også, at fyren rangerer i den høje ende af desperations-skalaen!

Efter nøje at have pløjet igennem mine Facebook-billeder med kommentarer som ‘du skal have nogen, hvor du smiler’ (jeg ser ikke sur ud normalt), ‘vis noget krop’ (jeg gider ikke flashe hud, men de må da godt se, at jeg både har arme og ben) og ‘vis, at du har humor’ (intet problem - bom bom) fandt vi frem til et rimeligt kompromis.

Men efter at have brugt næsten 20 minutter på at oprette min profil med de rigtige billeder, var der kun 10 Tinder-minutter tilbage. De blev brugt flittigt med at swipe til venstre - do not like! Hvad bilder jeg mig ind?! Jeg tager mig sammen i morgen!

Læs også: Woman tester: En uge uden cola