© Getty Images

10 ting, du ikke ville overleve uden din veninde

20'erne!

15. marts 2015 af Sara Møller Christensen

1. Gymnasiet

Du havde måske fået bedre karakterer, hvis du ikke havde haft din veninde at hviske med i timerne, at gå ud med om torsdagen og at pjække med sidst på dagen. Men det havde været komplet ligegyldigt, for du ville have droppet ud et eller andet sted omkring 2.g. på grund af kedsomhed.

2. En uge i Sunny Beach

Sunny Beach er et farligt sted, hvis du ikke har en veninde til at holde dit hår og styre dig uden om de værste tilfælde af ucharmerende mand på diskoteket. Og hvem skulle følge dig hjem efter en lidt for heftig omgang Jeg har aldrig og lidt for meget alkohol? Vel ikke føromtalte mand? Du kaster lidt op i munden bare ved tanken...

3. Jeansshopping

Kan du se din egen numse bagfra? Nej. Og derfor kan du heller ikke købe jeans uden en veninde, som giver dig sin ærlige mening om, hvordan de sidder... 

4. Et breakup

De første par dage har du bare lyst til at ligge i sengen og spise is. Men du har på den anden side ikke lyst til at tage bukser på, så hvis ikke du havde en veninde til at komme med is, ville du også skulle bekymre dig om en potentiel blottersag. Når du er klar til at svine eks'en til og gå ud og snave med andre, er hun også klar. Hende dropper du aldrig!

5. 20'erne

I det øjeblik, du flytter hjemmefra, mister du det sikkerhedsnet, der hedder ‘mor’, og får brug for et nyt i form af veninder. Madklub, tøjdeling, overnatning og flyttehjælp er livsfaser, som vi alle skal igennem i 20'erne – med veninder ved vores side!

6. Dating

Selvfølgelig vil du gerne høre hendes mening om dit profilbillede (sødt eller slutty?), men det er i screeningen af mænd, du virkelig har brug for hendes hjælp. Det er hende, der skal overtale dig til at give en sød, men mindre pæn mand, en chance – og til at droppe ham den pæne, men mindre søde.

7. Bryllupsforberedelserne

Det ligger implicit i konceptet, at du også har en partner på dette tidspunkt, men han er meget lidt værd, når det kommer til at træffe vigtige beslutninger om invitationer, blomsteropsatser og ikke mindst kjole, hår og makeup. Og hvis din mor har for meget at skulle have sagt, ender du bare med et superlækkert 90'er-bryllup med salatbar, (din mors) genbrugskjole og limegrønne bloklys.

8. Festivalen

Kan du huske dengang, du tog alene på Roskilde, spillede ølbowling og bare havde det megafedt? Nej, for det er aldrig sket! En veninde er en lige så uundværlig accessory på festival som mavebæltet og fadølsholderen.

9. Venindeaftener

Du og din veninde er sikkert med i en større venindegruppe. Og selvom I elsker de andre, elsker I hinanden lidt højere, og derfor kan I efter hver venindeaften vende alt det, der skete, med hinanden. En ventil, der er livsnødvendig i de fleste venindegrupper!

10. Udsalg

Hvis du tager alene afsted, sker der én af to ting: 1) Du går i panik og køber to par blomstrede haremsbukser, en maxikjole og en rosa fløjsblazer, bare fordi det er billigt. I virkeligheden er din stil sporty. 2) Du kan ikke overskue situationen (eller prøverummet) og tager hjem uden at have købt en dyt. En god veninde ville ikke lade dig gøre nogen af delene!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.