Kvinde med baby
© Getty Images

10 ting, du skal vide, når din veninde får en baby

I får begge svært ved at koncentrere jer om jeres samtale

13. april 2021 af Marianne Fischer

1. Du bliver spurgt om, hvornår du selv skal have børn. Du kender sandsynligvis ikke svaret, men du kan ligeså godt indøve ét. 

2. “Skal vi mødes om en halv time?” Kommer I aldrig til at sige til hinanden igen. Ja, du skal da også lige have sko på først, men hun skal altså pakke noget, der svarer til den kuffert, du tog med på sommerferie.

3. Sørg for at have din egen underholdning med. For du får helt sikkert en del alenetid, når I endelig får en aftale i hus. Og det hjælper ikke, hvis du også begynder at græde.

4. I får begge svært ved at koncentrere jer om jeres samtale. Hun skal holde et vågent øje med baby, og du har travlt med at indånde den søde babyduft. Helt ærligt, kan man snart få den duft på flaske?

5. Du får et større perspektiv. Din tredages krise over, at Kristian ikke har svaret på din sms, forsvinder, så snart din venindes baby smiler til dig. At du så smadrer din telefon i raseri, når du er alene, er en anden sag.

6. Din veninde er sej. Pludselig er din fredagsbedrift... ja, du vandt godt nok den drukleg meget overbevisende, men det er ikke noget, du praler med. Din veninde har ikke sovet i en uge og sidder stadig oprejst. Sidst det skete for dig, var på en festival for syv år siden, og da havde du ikke ansvar for et andet menneske.

7. Det er ikke dig, der er blevet kedelig – hun er bare virkelig træt. Men du skal vide, at når hun kæmper som en gal for at holde øjnene åbne, så er det, fordi hun virkelig, virkelig gerne vil følge med i dit liv. Det er bare en lidt større udfordring, end det var dengang, I begge gabte, bare fordi I havde været på job i otte timer.

8. Hun forstår dig, når du selv bliver mor. Og det er altså lækkert at have en anden end sin egen mor at spørge til råds – plus hun har taget tørnen med at tilvænne resten af venindegruppen med en baby.

9. Du kommer til at sætte mere pris på din frihed. Du elsker lille Clara, men åh, hvor er det lækkert, at du selv bestemmer, hvornår du skal smide din BH.

10. Jeres venskab er stadig vigtigt. Selvom det kan være svært at finde tiden til hinanden, så betyder du stadig meget for hende. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.