Anne Hathaway og Kate Hudson i Bride Wars
Anne Hathaway og Kate Hudson i Bride Wars. © Fox 2000 Pictures, Regency Enterprises

13 følelser, du oplever, når din veninde skal giftes

Du har ikke haft brug for så mange kleenex, siden du så Titanic

9. maj 2018 af Sara Møller Christensen

1. Glæde på den lidt hysteriske ‘hvine-agtige’ måde. Ja, undskyld, men du er simpelthen bare så glad på hendes vegne!

2. Nysgerrighed. Hvordan friede han, hvordan føltes det, har I sat en dato, hvilket slags bryllup skal det være? Så. Mange. Spørgsmål. 

3. Præstationsangst. Da den første glæde har lagt sig, går det op for dig, at det er nu er op til dig at planlægge den perfekte polterabend, købe den perfekte gave og lave det perfekte indslag til brylluppet. Gulp.

4. Frustration. At planlægge en polterabend viser sig at være omtrent lige så krævende som at planlægge et præsidentbesøg – dog med lidt færre sikkerhedsfolk og lidt flere shots.  

5. Rendyrket lykke. Din venindes strålende ‘kan slet ikke få armene ned’-smil (og hendes fjogede udtryk, da hun sidder med bind for øjnene, og anlægget pludselig spiller ‘You Can Leave Your Hat On’) gør alt dit hårde arbejde med polterabenden det hele værd. 

6. Misundelse. Du har intet andet end love til overs for din veninde, og du under hende det SÅ meget – men hvem skal man knalde for selv at blive friet til? Hva'? Hva'?

7. Krise. Hvad pokker skal du tage på som gæst til bryllup? Tøjkrisen over alle tøjkriser melder sig, idet både jeans og sorte kjoler er udelukket. Er det en helt dum idé at genbruge sin gallakjole fra gymnasiet? Nej, vel? 

8. Ondt i pengepungen. Når du tæller sammen, hvad du har brugt på polterabend, kjole, gave og hotelophold nær det sted, hvor din veninde og hendes mand har valgt at holde brylluppet, kunne du have fået en mindre jordomrejse for samme beløb. Pyt! Hun ville gøre det samme for dig.

9. Spænding. Du vågner på den store dag og skal hjælpe din veninde med at gøre sig klar, og pludselig husker du, hvordan det var at vågne den 24. december som barn.  

10. Stolthed. Orglet har ikke engang spillet sin første tone, før en klump har sat sig i halsen på dig. Da du ser din veninde, opløses den i tårer. Diskret, selvfølgelig... du har jo brugt en time på din makeup!

11. Nervøsitet. Nu er du jo ikke den store taler, men... du vil saftsuseme gerne have, at folk griner af din tale! Mon ikke det er bedst, hvis du lige drikker et glas hvidvin mere? Selvfølgelig er det det!

12. Overflod af kærlighed. Talerne, kyssene, musikken, maden, vinen. Du er lige ved at boble over af glæde og kærlighed. Bare aftenen aldrig slutter.

13. Overraskelse. Er klokken virkelig 5? Du har din venindes strømpebånd på som pandebånd, og du har ikke haft sko på siden kl. 1. Det er måske på tide at gå i seng. Kan man få et ekstra stykke bryllupskage to go?

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori