Sex and the city, rød læbestift, Samantha Jones
© Darren Star Productions, Home Box Office (HBO), Sex and the City Productions

14 ting, dine veninder i forhold ikke forstår om dit singleliv

Hvornår lærer de nummer 8, altså?

5. december 2015 af Sara Møller Christensen

1. Dit køleskab. Hver gang de kigger i det, bliver de fortørnet over manglen på ting som pålæg og... ja, mad. Men hey, sådan er singlekvinders køleskabe!

2. Hvor lang tid det kan tage dig at gøre dig klar inden en bytur. Det kan godt være, hun personligt er ligeglad med en dårlig hårdag, men hun er heller ikke afhængig af, at førnævnte hår kan score!

3. Tinder og lignende datingapps. Hun elsker at lege med din profil, men det er nærmest ligeså smertefuldt at kigge på, som da din mor forsøgte at oprette en Facebook-profil. Hun har tydeligvis ikke læst denne artikel om, hvordan man bliver et hit på Tinder!

4. Hvorfor du spilder din tid på at snave med yngre/flabede/optagede mænd. For du kan jo umuligt få et forhold med nogle af dem. Men det er bare slet, slet ikke meningen med dem...

5. Hvorfor du ikke vil date hendes kedelige kollega/kærestes kiksede ven. Hvis du var så desperat, ville du bare spørge en tilfældig mand på gaden (og sådan her reagerer manden på gaden for øvrigt, hvis du gør det). 

6. Hvor kræsen du er. Det er i hvert fald hendes ord for det. Og her er 15 tegn på, at hun har ret...

7. At det kan være meget uoverskueligt at gøre alting selv. “Har du stadig ikke fået hængt de billeder op?” Nej, okay?! For min far har stadig ikke været her til at gøre det... 

8. At lørdag aften ikke er beregnet til at gå i biografen eller spille brætspil i din verden. Medmindre brætspillet altså er noget med at drikke, og det følges op af en bytur.

9. At du på grund af ovennævnte drukspil ikke gider på museum eller ud og plukke æbler søndag formiddag. Ved de ikke, at det er der, man sover, når man er single?

10. At hendes bryllup ikke er verdens vigtigste begivenhed. Du glæder dig selvfølgelig, for det er jo fantastisk, at din veninde skal giftes, men du har også andet at gå op i end hendes brudekjole. Et job for eksempel.

11. At hendes baby ikke er verdens vigtigste menneske. Men det kan måske hjælpe jer begge lidt, hvis du lige tjekker de her 10 ting, du skal vide, når din veninde får en baby.

12. At du ikke bare lige kan tage på ferie. For du har jo for h..... ikke nogen at rejse med, vel?

12. At du – hvor godt du end kan lide hendes kæreste – ikke altid synes, det er fedt at være tredjehjul. Se bare disse 12 situationer, som beviser det!

13. At det at være single ikke er en ‘sygdom’, som hun skal prøve at fikse for dig. Du ved godt, hun gør det i den bedste mening, men det er jo for pokker ikke psoriasis!

14. At du meget af tiden slet ikke er misundelig på hendes forhold. Det er jo pissefedt at være single! Men næste gang du ligger på hendes sofa i fosterstilling og er deprimeret, lader vi selvfølgelig bare som om, at det har du aldrig sagt...


Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.