Piger til fest
Kan du gætte, hvilket hit den finske sang Eläkeläiset er et cover af?© Pascal Le Segretain / Staff, Ian Willms / Contributor, Getty Images

8 anderledes musikquizzer, der med garanti sætter gang i jeres næste fest

Du behøver hverken at kende Shakira eller vide, hvem der synger "Baby, baby, baby uhhhh!"

24. september 2021

Vi kender hende alle – musiknørden, som alle hader at quizze imod, fordi hun kan alle kunstnere, albums og sangtitler i søvne – men frygt ej! I disse otte anderledes musikquizzer kan du vinde over hende en gang for alle.

Du behøver ikke længere at tænke ‘åh nej’, når du hører ordet musikquiz. Vi har nemlig samlet en række anderledes – og super sjove – musikquizzer, som alle kan være med på – selv hvis du hverken kender Justin Bieber eller ved, hvad ABBAs nye album hedder.

Du behøver nemlig hverken at kende kunstnerne, titlen på sangene eller vide, hvilket årstal de er udgivet i for at kunne vinde over musikeksperterne.

Piger der danser
Du behøver hverken at kende Justin Bieber eller vide, hvad Abbas nye album hedder for at vinde disse quizzer.© Getty Images

Kategori-quiz: Gæt et navn, et dyr, en by, et tal, en kropsdel, en drikkelse – you name it!

Første type musikquiz I helt sikker skal prøve er kategori-quiz.

Afspil sangene og slå lyttebøfferne ud, for i denne her slags quiz skal du vide, hvad de synger om.

Quizzen fungerer sådan, at I vælger en kategori (for eksempel navne eller kropsdele), afspiller en sang, der passer til kategorien, og herefter gælder det om først at finde ud af enten hvilket navn eller hvilken kropsdel, de synger om i sangen.

I Rasmus Seebachs sang Olivia, gælder det for eksempel om at råbe “OLIVIA” først, og i The Weekends sang Can’t feel my face, gælder det for eksempel om at råbe “ANSIGTET” først.

Vi kan love for, at selv musikeksperten nok skal blive sat på en prøve.

1. Kategori-quiz: Navne

Det er næsten umuligt at finde en sang, hvor der ikke bliver nævnt et eller andet navn i, så i denne her kategori er der næsten frit valg på alle hylder i forhold til, hvilke sange I vil have med.

Brug både de gode gamle bangers fra 00'erne og de helt nye radiohits, som alle har skrålet med på hele sommeren. Denne quiz en sikker vinder til jeres næste fest.

Eksempler på gode sange med navne i:

  • Olivia, Rasmus Seebach (Olivia)
  • Nede Mette, Blak (Mette) 
  • Dirty Diana, Michael Jackson (Diana) 
  • Roses, Outkast (Caroline) 
  • Adam, Viro (Adam) 
  • Tro på os to, SEB (Anni) 
  • Regndans, Danseorkestret (Isabella) 
  • Malene, Sys Bjerre (Malene) 
  • Moves like Jagger, Maroon 5 og Christina Aguilera, (Jagger) 
  • Kender du Emma?, Jeppe Loftager (Emma)

2. Kategori-quiz: Steder

Steder er også en af de ting, der er populære at synge om i sange. Morten og Nik & Jay nævner for eksempel hele otte forskellige byer i deres sang Fest, og Alicia Keys skråler “Neeeew Yoooork” 20 gange i Empire State of Mind – så den by er der vist ikke nogen, der misser.

Eksempler på gode sange, der handler om steder:

  • Havnen, Jokeren, L.O.C., Niarn (Havnen)
  • Jul på Vesterbro, Anders Matthesen (Vesterbro)
  • Empire State of Mind, Alicia Keys (New York)
  • Fest, MORTEN, Nik og Jay (London, New York, Dubai, Berlin, Los Angeles, Paris, Danmark, Hong Kong)
  • CPH Girls, Christopher (København, Spanien, Paris, New York, Los Angeles, Miami)
  • Miami, Will Smith (Miami)
  • Waterloo, ABBA (Waterloo)
  • Paris, Lord Siva (Paris)
  • Walking in Memphis, Marc Cohn (Memphis)
  • From Paris to Berlin, Infernal (Paris, Berlin)

3. Kategori-quiz: Dyr

Nu bliver det lidt sværere, for det er ikke altid nemt at høre, hvilke dyr der bliver sunget om i sangene (med undtagelse af Djämes Braun's sang Fugle – her er der vist ingen, der er i tvivl om, hvilket dyr der bliver sunget om).

Eksempler på gode sange, hvor der bliver sunget om dyr: 

  • She Wolf, Shakira (Ulv)
  • Fugle, Djämes Braun (Fugle)
  • Feed the horse, Fagget Fairys (Hest)
  • Fireflies, Owl City (Ildfluger)
  • Eye of the tiger, Survivor (Tiger)
  • Who let the dogs out, Baha Men (Hund)
  • Butterfly, Crazy Town (Sommerfugl) 

4. Kategori-quiz: Kropsdel

En anden ting der bliver sunget overraskende meget om er kropsdele – og specielt hjertet er et populært sangemne... stærkt efterfulgt af de mange sange om store numser og lækre stænger selvfølgelig.

Eksempler på gode sange, der handler om kropsdele:

  • My neck, my back, Khia (Nakke og ryg)
  • Heartless, Kanye West (Hjerte)
  • Heads will roll, Yeah Yeah Yeah, A-Trak (Hoved)
  • Bootylicious, Destiny’s Child (Booty)
  • In my head, Jason Derulo (Hoved)
  • Can’t feel my face, The Weekend (Ansigt)
  • Look into my eyes, Outlandish (øjne)
  • Hjertestarter, Nephew (Hjerte)
  • Piece of your heart, Meduza, Goodboys (Hjerte)
  • Baby, Justin Bieber (Øjne)

5. Kategori-quiz: Tal

Tal er heller ikke svære at finde i sange. Nogle af sangene kræver, at I lytter rigtig godt efter, mens andre gentager det liiidt for mange gange (der er vist ingen, der er i tvivl om, at “klokken var lidt i fem”, da Rasmus Seebach “ikk' gad ta' hjem”). 

Eksempler på gode sange med tal i: 

  • 4 minutes, Madonna, Justin Timberlake, Timbaland (4)
  • 5 drenge i en lille bil, Specktors, Nonsens (5)
  • 99 luftballons, Nena (99)
  • 99 problems, JAY-Z (99)
  • One dance, Drake, WizKid, Kyla (1)
  • FourFiveSeconds, Rihanna, Kanye West (4 og 6)
  • Back to the 80’s, Aqua (80)
  • Summer of ‘69, Bryan Adams (69)
  • Year 3000, Busted (3000)
  • Mabo no. 5, Lou Bega (5)
  • Lidt i fem, Rasmus Seebach (5) 
  • One time, Justin Bieber (1)

6. Kategori-quiz: Disney-film

Hvis I er de helt store Disney-elskere eller bare gerne vil en smuttur tilbage til barndommen, så skal I helt sikkert prøve denne her Disney-kategori. Vælg alle jeres yndlings Disney-sange, og lav en stor musikquiz, hvor det gælder om først at gætte, hvilken film sangen stammer fra. 

Eksempler på gode sange fra Disney-film: 

  • To liv, Stig Rossen (Tarzan)
  • Menneskesøn, Stig Rossen (Tarzan)
  • Jeg er på vej, Stig Rossen og Jamie Morton (Bjørne Brødre)
  • Rigtige mænd, Morten Remar (Mulan)
  • Vindens farver, Monique (Pocahontas)
  • Jeg vil finde vej, Laus Høybye (Herkules)
  • Føl hvordan dit liv bli’r fyldt, Lise Dandanell (Løvernes Konge)
  • Jeg bliver meget snart majestæt, Andreas Hviid (Løvernes Konge)
  • Skal vi ikke lave en snemand?, Kristine Yde Eriksen (Frost)
  • Lad det ske, Maria Lucia (Frost)
  • Havet er skønt, Thomas Eje (Den Lille Havfrue)
  • Oo-De-Lally, Preben Neergaard (Robin Hood) 

Bjørne Brødre
Hvis I elsker Disney-film, er det her den helt rigtige musikquiz for jer. © Disney


7. Bingo banko-musikquiz

Find bingopladen frem og prøv en helt ny version af bingo. I bingo banko-musikquizzen kan du vælge lige de sange, du har lyst til. Print en blank bingoplade ud til alle gæster, og udfyld pladerne med forskellige gode sange – præcis ligesom i bingo, bare med sange i stedet for tal. 

Afspil sangene en efter en, og lad det så være op til deltagerne at holde øje med, om deres sang er blevet afspillet. En perfekt aftenaktivitet der både kan gøres super kort eller vare hele aftenen alt efter, hvor meget af sangene i afspiller. 

Hvis du vil gøre det ekstra svært, kan du sætte ukendte sange på bingopladerne, så de kun kan vinde, hvis de lytter godt efter teksten.

Tip: Du kan også bruge sangene fra tal-kategorien og spille normalt bingo med tal. I stedet for at råbe tallene op, spiller du bare et kort stykke af de forskellige sange – et godt twist til det klassiske bingospil. 

Kvinder der sidder og snakker
Hvem elsker ikke et godt spil bingo kombineret med alle jeres yndlingssange?© Getty Images

8. Coverband-musikquiz

En musikquiz kun med coversange? Det lyder da rimelig simpelt. Men hold tungen lige i munden, for vi kan love for, at det bliver svært. 

Har du nogensinde siddet ved siden af nogen, der snakkede finsk, portugisisk eller måske hollandsk og bare tænkt 'hvad er det lige, I snakker om?' – det har vi. Og det er præcis den følelse, I kommer til at sidde tilbage med, når I skal gætte sange fra udenlandske coverbands, der har oversat populære sange til deres eget sprog. 

Vælg en håndfuld af dine yndlingsange ud. Søg dem herefter frem som coversange på sprog, der kan være svære at forstå og få dine gæster til at gætte, hvilke hits de er covers af. Det er sværere, end det lyder.

Få for eksempel dine gæster til at gætte hvilken sang, denne her video er et cover af, og find inspiration til andre sange fra samme coverband, som du kan bruge i quizzen: 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide