Kvinder på bænk
Her er en række gode råd til, hvordan du støtter din veninde, når hun har det psykisk svært. © Getty Images

Hvordan støtter jeg min veninde, der har det psykisk dårligt?

En psykolog giver dig 6 gode råd

6. maj 2020 af Rie Louise Kirkebjerg

Måske har du oplevet, at din veninde virker meget trist i en periode, eller at hun begynder at aflyse jeres aftaler. Det kan også være, at hun ringer og fortæller, at hun har det rigtig svært, men at du ikke helt ved, hvordan du skal håndtere det. 

Når nogen, du holder meget af, viser tegn på at have det psykisk dårligt, sætter det gang i bekymringerne hos dig, og det kan være svært at vide, hvad du skal gøre. Derfor kan det være hårdt, hvis du har en veninde, som har det skidt.

Her giver psykolog Karina Sohrt fra PPclinic gode råd til, hvordan du støtter din veninde, når hun har det psykisk svært. 

1. Slip din egen berøringsangst

Bliver du utryg ved tanken om at tage en svær samtale med din veninde? Problemet ved at undgå samtalen er, at din veninde kan komme til at føle sig mere alene i det svære, og hun kan føle, at der ikke er plads til hendes følelser – og det kan faktisk forstærke de svære følelser. 

Nogen kan være bange for at spørge ind til svære emner, fordi de så frygter at “gøre det hele værre”, eller at deres veninde begynder at græde, og at de ikke kan håndtere sådan en situation. Det er vigtigt at huske, at du ikke kan gøre noget forkert eller værre, hvis blot du spørger ind til din veninde med interesse og omsorg.

Hvis du er i tvivl, om hun vil tale om det 

Er du i tvivl om, din veninde vil tale med dig om sine problemer, kan det være en god idé at spørge hende på en omsorgsfuld måde: “Jeg har gået og tænkt på, om du har det svært for tiden, og jeg vil gerne tale med dig om det, men jeg er i tvivl om, du har lyst til at tale med mig.”

På den måde viser du din veninde, at du tænker på hende, samtidig med at du respekterer hendes grænser. Allerede ved at vise din veninde, at du ønsker at være der for hende, støtter du hende, også selvom I ikke taler dybt sammen. 

To kvinder taler sammen
© Getty Images Slip din egen berøringsangst.

2. Spørg ind, og vis omsorg

Det er meget forskelligt, hvor nemt vi har ved at forstå og tale om svære følelser, og hvordan vi gør det i forskellige relationer. I kan eksempelvis godt være meget sammen og synes, at I kender hinanden rigtig godt, men ikke være vant til at tale om dybe ting. 

Lad din veninde forstå, at du har omsorg for hende, ved at at sige: “fortæl mig mere om, hvordan du har det” og “det lyder bare rigtig svært.” Det kan lyde enkelt, men allerede her møder du din venindes følelser.

3. Vær din venindes sparringspartner

Hvis din veninde har det skidt, kan du måske komme til at give gode råd og konkrete forslag til at løse hendes problem. Det kan være i bedste mening, men det er ikke sikkert, at din veninde er klar til at følge dit råd, eller at det er den rigtige løsning for hende. Din veninde kan komme til at føle, at du har forventninger til hendes håndtering af sin situation, og at hun ellers skuffer dig. Derfor er den bedste hjælp ofte ikke konkrete løsninger eller råd.

Det kan være en god idé at tænke på sig selv som en sparringspartner, der ikke nødvendigvis har nogen mening om, hvordan situationen bør løses. I rollen som sparringspartner kan du hjælpe din veninde til at se forskellige perspektiver og vise interesse for, hvad hun selv oplever, hun har brug for. Det kan også være en hjælp for dig selv, fordi det kan være alt for hårdt (og en umulig opgave) at løse et andet menneskes situation.

Kvinde med telefon
© Getty Images Den bedste hjælp er ofte ikke konkrete løsninger eller råd.

4. Tilbyd forskellige former for støtte

Hvis din veninde ikke beder om hjælp, og du ikke rigtig ved, hvad hun har brug for, kan det være en god idé, at du tænker over måder, du tror, du kan støtte din veninde på.

Husk, at det ikke nødvendigvis er vigtigt, at I tager på en sjov venindedate eller laver noget spændende sammen. Mange mennesker, der har det rigtig skidt, kan have svært ved at overskue, at der sker meget, og have behov for roligt og ukompliceret samvær. 

Måske har din veninde bare brug for, at I går en tur sammen, mødes til en kop kaffe en times tid, eller at I sidder stille sammen og ser en god film på Netflix. Det kan være vigtigt at få talt om, hvor meget hun kan rumme i samværet, så hun ikke kommer til at aflyse en aftale, fordi hun ikke kan overskue det. 

5. Pas på dig selv

Det kan være hårdt at opleve sin veninde være meget ked af det, og det kan være anstrengende at tilbyde omsorg, støtte og sparring i længden. Derfor er det altid vigtigt at mærke godt efter i sig selv, hvad du kan holde til, og hvilken hjælp man kan tilbyde, så du ikke selv ender med at få det skidt.

Det er ligeledes vigtigt for jeres venskab, fordi det kan give negativ stemning mellem jer, hvis du føler, at din veninde bliver en belastning for dig. Overvej derfor, hvor meget og hvordan du kan være sammen med din veninde, og om der er andre mennesker omkring din veninde, som du kan få til at træde til.

Fordi nogle mennesker kan komme til at lade deres egne svære følelser gå ud over andre, når de har det rigtig skidt, kan det blive vigtigt at bemærke, om dine grænser bliver overtrådt. Hvis du kommer til at lade din veninde overskride dine grænser, er det vigtigt at give udtryk for, hvordan du ønsker, at tingene ændrer sig, for at sikre at I på sigt kan have en god relation. 

Kvinde tænker
© Getty Images Det kan være hårdt at opleve sin veninde være meget ked af det.

6. Overvej, om der er behov for mere støtte

Du kan komme til at føle et stort ansvar, når du har en veninde med psykiske udfordringer. Hvis din veninde lader til at have det meget skidt, kan du derfor sørge for, at der er flere mennesker, der følger op på hende og involverer sig i at hjælpe hende – eksempelvis. andre veninder, en kæreste eller hendes familie. 

Tal gerne med din veninde om din bekymring for hende, og kom eventuelt med forslag til mennesker, som du tror, ville være gode at tale med. Hvis din veninde har det meget dårligt, eller hvis hun kun har få andre mennesker at trække på, kan du tale med din veninde om, at hun bør kontakte sin egen læge eller en professionel behandler, hvis hendes svære psykiske udfordringer fortsætter i mere end en til to uger.  

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.