Hvornår skal du blande dig i din venindes usunde parforhold?

En psykolog fortæller, hvornår advarselslamperne bør blinke

17. november 2016 af Maria Denise Christoffersen

Hvis din veninde dukkede op med blå mærker og brækkede lemmer, så ville du vide, at det var på tide at gøre noget, ikke? Så ville du hjælpe hende med at søge krisehjælp, flytte eller få rådgivning og hjælp til at komme ud af sit voldelige forhold

Men det kan være svært at vide, hvornår din venindes psykisk belastende forhold er noget, du skal blande dig i... for psykisk vold fra vores partner er om muligt et endnu større tabu end at blive slået

Vis hende, at du er her

Hvad skal du som veninde stille op? Og hvornår bør du blande dig? Det har vi spurgt autoriseret psykolog Rikke Papsøe om.

Læs også: Få psykologens tips til et gladere liv på de sociale medier

Hvilke faresignaler skal jeg holde øje med? Og hvornår skal jeg blande mig?

“Hvis du går rundt med en oplevelse af, at din veninde ikke har det godt på grund af hendes parforhold, skal du selvfølgelig tage det op med hende. Måske oplever du, at hun ofte er ked af det, at hun er holdt op med at gøre ting, hun plejer at kunne lide at gøre, at hun ofte beklager sig over forholdet, eller at hun har trukket sig fra dig og jeres venskab. Disse ting, du oplever, behøver ikke betyde, at hun er i et usundt parforhold – det kan have med andre ting at gøre. Men hvis du får en mistanke om, at et usundt parforhold er årsagen til, at hun har ændret sig, skylder du hende at tage din bekymring op med hende. Vi holder hele tiden hinandens liv i vores hænder, og derfor skal vi handle på vores bekymringer.”

Hvordan fortæller jeg hende, at jeg er bekymret?

“Sig det forsigtigt, og sig netop, at du tager denne snak med hende, fordi du er bekymret. Hold dit sprog i et jeg-sprog, ikke du-sprog. Og hold dit sprog tentativt. Det betyder, at du ikke forsøger at definere din veninde og hendes virkelighed, men at du taler ud fra dit perspektiv, som ikke er en endegyldig sandhed. Sig for eksempel: “Jeg har lagt mærke til, at det virker som om, at du har været mere ked af det på det sidste… Passer det med din oplevelse?” i stedet for at sige: “Du har været meget ked af det på det sidste”. Denne sprogbrug gør det nemmere for din veninde at lytte til dig og ikke lukke ned for det, du siger og gå i forsvarsposition.”

Skal jeg konfrontere hendes kæreste?

“Nej, det er ikke dit job at konfrontere ham – med mindre, du mener, at der er fare for, at han gør skade på sig selv eller andre.”

Hvad gør jeg, hvis hun afviser at tage imod hjælp eller forlade ham?

“Du arbejder på at acceptere, at det er sådan, det er. Alle mennesker vil henover livet opleve, at mennesker i deres omgangskreds er i et parforhold, som ikke virker sundt eller godt. Parforholdet kan virke usundt eller dårligt, fordi det ikke matcher med dine egne værdier for parforhold. I de situationer kan det være en hjælp at huske, at du ikke har eneret på at definere, hvad et godt parforhold er – og at du arbejder på at få øje på, hvorfor mon din veninde/søster/mor er i dette parforhold. Hvad mon hun synes er godt eller givtigt ved det forhold, hun er i? Hvorfor mon hun ønsker at blive? Er der tale om, at du mistænker psykisk eller fysisk vold i din venindes parforhold, skal du ikke give op på at hjælpe hende efter blot en samtale men fortsætte med at forsøge at få hende i tale om forholdet.”

Er der nogen tommelfingerregler?

“Gå forsigtigt til værks. Og vær åben over for din venindes perspektiv og det, hun fortæller sig.”

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.