Sex and the city
Du bliver aldrig for gammel til at holde fødselsdag for dine veninder. © © Darren Star Productions, Home Box Office, Rysher Entertainment

8 hyggelige fødselsdagsaktiviteter, du kan invitere veninderne til

Vi ville gerne inviteres til frisbeegolf efterfulgt af rosesmagning i solen

3. maj 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Du bliver aldrig for gammel til at holde fødselsdag for dine veninder. Bevares, det er måske ikke helt samme slags fødselsdag, du har i tankerne, som da du var syv år og snørebåndskonkurrencer og flødebollespisning var festens højdepunkt (selvom begge ting i dag er stærkt undervurderede!). 

Men det kan indimellem være svært at finde på ting, der vil gøre fødselsdagen både hyggelig og underholdende og måske lidt anderledes end den, du holdte året før. 

Det siges godt nok, at det vigtigste til en god aften, er et godt selskab – og med dig som hovedperson, ved vi jo alle, at den del er på plads. Vi har dog alligevel samlet nogle idéer til fødselsdagsaktiviteter, som du kan invitere dine veninder til.

1. En sejltur i kanalerne 

Hvad end du bor på Sjælland, Fyn eller Jylland, så er vi i den herlige situation, at Danmark er omringet af vand! Det betyder, at der, uanset hvilken landsdel du bor i, aldrig er særligt langt til nærmeste vandkilde. 

Er du en af dem, der har fødselsdag i de varmere måneder, så kan du undersøge, hvor nærmeste bådtur kan arrangeres. Pak så en taske med lækkerier og kolde drikkevarer, og inviter dine veninder med på en sejltur i anledning af årets vigtigste dag: Din fødselsdag. 

I København kan du blandt andet leje en båd gennem Goboat.dk og i Aalborg gennem Goboataalborg.dk. Begge steder koster det 449 kroner at leje en båd med plads til op til otte personer i én time.  

2. Temafest

Hvem elsker ikke en god, gammeldags temafest? Det vigtigste her er ikke selve temaet – men mere hvor gennemført temaet er! Det handler om at gå all-in på oppyntning, udklædning og de helt rigtige snacks.

Du kan sagtens holde temafest, uden I behøver at være et hav af mennesker – og også uden, at det decideret skal være ‘fest’ med dans natten lang og tonsvis af alkohol. Hvis du foretrækker en mere stille fødselsdag, så er det bare det, du gør! Arrangér eventuelt nogle sjove selskabslege til i løbet af aftenen, så er underholdningen sikret.

Du kan få mere inspiration til din temafest her

3. Partybowling 

Hvis du planlægger en fødselsdag for veninderne, der gerne skal indebære musik, dans og måske en lidt højere promille end normalt, så er partybowling (som mange bowlinghaller tilbyder) en genial aktivitet! Her kombinerer du ganske enkelt klassisk bowling med alt det ovenstående.

Flere steder er der også shots eller drikkevarer på højkant, hvis den røde kegle står i midten, og personen, der kaster, laver en strike. Og det er jo aldrig helt skidt! 

Du kan selvfølgelig også undlade party-delen og bare køre helt almindelig bowling – det er stadig knaldgod underholdning. 

4. Den ultimative spille-fødselsdag

Hvem siger, at brætspil skal være forbeholdt parmiddage, familieaftener og andre mere low-key situationer? Der er mange geniale brætspil, der vil sikre underholdningen til enhver anledning – også en fødselsdag for veninderne.

Nogle spil egner sig bedst til mindre selskaber, så de er ideelle til dig, der vil holde en lille, intim fødselsdag for dine nærmeste veninder. Men der er også flere, hvor I sagtens kan være mange med, for eksempel i spillene Tøsemiddag, Speak Out og Det Dårlige Selskab.

Disk op med nogle lækre cocktails, snacks og eventuelt nogle små, lette retter, som I kan spise enten før, under eller efter spillene! 

Tøsemiddag brætspil
Tøsemiddag er et oplagt spil, hvis selskabet ikke kender hinanden 100 procent. © Coolstuff.dk

5. Minigolf 

Måske du forbinder minigolf med barndommens sommerferier, men her har vi at gøre med en aktivitet, der aldrig går af mode (i hvert fald hvis du spørger os). Find den nærmeste inden- eller udendørs minigolfbane, og inviter veninderne til fødselsdag i hyggens tegn! 

Minigolf kan eventuelt være en del af en dag fyldt med forskellige aktiviteter, eller starten på en fødselsdag, der også indebærer en lækker hjemmelavet frokost eller aftensmad. 

6. Frisbeegolf

Den perfekte aktivitet til dig, der godt kan lide at være aktiv og underholdt på samme tid! Frisbeegolf er blevet ret populært, og du kan finde mange steder rundt om i landet, hvor du kan øve dine frisbeekast og præcisionsevne.

Som navnet måske antyder, så handler det nemlig om, at du ved at kaste en frisbee skal forsøge at ramme det net, som er opstillet på banen. Som i et normalt spil minigolf er der i alt 18 ‘huller’, du skal igennem.

Da det jo ikke altid er alle ens veninder, der er ekstremt begejstret for aktiviteter, der kræver for meget anstrengelse, så kan du sørge for at have tæppe, højtaler og en par flasker god rosévin med, så I undervejs kan holde pitstop i det (forhåbentlig) solrige vejr.

Frisbeegolf
Kombiner frisbeegolf med kolde drikkevarer. © Woman

7. Casino

Er der en ægte spiller gemt i dig? Uanset om du har været på casino før eller kun har hørt op det fra samtlige film, hvor Las Vegas indgår, så har du her en sjov oplevelse i vente (medmindre du bliver grebet af stemningen, og ender med at klatte alt for mange penge væk... Alt med måde!). 

Inviter dine veninder hjem til en god middag og lækre cocktails, og lav eventuelt en dresscode, der lyder, at alle skal komme i deres fineste outfits – tænk lidt a la James Bond-tema. Bagefter drager I mod nærmeste casino og fortsætter fødselsdagsfesten. 

Er der ikke et casino i nærheden, så kan du også arrangere dit eget hjemme-casino – måske med en lille premie på højkant til den, der klarer sig bedst i løbet af aftenen? 

8. Det store kagebord

Okay, vi er usikre på, om kagespisning i sig selv kan kategoriseres som en aktivitet. Men du bevæger trods alt hånden fra en position til en anden – MANGE gange – når du skal smage samtlige kager fra det helt store kagebord!

Så den kommer med, for den er simpelthen for lækker til ikke at være på listen. Hvis du ikke er den store bager, så kan du købe dig til forskellige skønne kager, men du kan også stå for at bage kagerne selv (eller mikse mellem købte og hjemmelavede kager)

Vi har samlet en række opskrifter på mundvandsløbende kager – du kan eksempelvis lave en kreativ regnbuekage eller en lækker, cremet Oreo cheesecake, der ikke skal i ovnen. Kun fantasien sætter grænser!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori