Crossroads
© Fuzzy Bunny Films, MTV Films, Paramount Pictures, Zomba Films

Mangler I tøsetid? Tag afsted på et uforglemmeligt roadtrip med dine veninder

Det er så simpelt, at I kan tage afsted i weekenden!

23. februar 2018 af Helene Hyldgaard-Jensen

Det behøver ikke være sommer og solskin for at lave et ultrahyggelig roadtrip med veninderne. Derudover behøver det heller ikke være besværligt. Faktisk behøver I kun hinanden, en bil og godt humør (ej, snacks er også pænt vigtigt...) Vi har samlet syv gode tips, så I kan få den hyggeligste og sjoveste tur. Ready, set, go!

1. Planlæg ruten – eller lad vær'

Hvis I bedst kan lide at vide, hvad der skal ske, og hvor I skal hen, er GPS'en jeres bedsteven. Indtast alle stederne, så der er styr på sagerne, inden I springer ud i det. Er I en smule mere spontane, så drop telefonerne og hiv det gamle kort frem, som sikkert ligger et sted i bilen helt støvet til. Luk øjnene, og peg på kortet én efter én. Bum, så har I lavet jer en spontan rute. 

2. Masser snacks

Det er jo klart, at det er meganødvendigt med en helvedes masse snack til køreturen. Al den energi I kommer til at forbrænde ved at skråle med på alle tøsesangene, skal jo komme et sted fra. I kan enten hver især medbringe forskellige snacks, så det bliver en overraskelse for jer alle. Ellers kan I sammen gå ud at handle ind til det helt store snackgilde. 

3. Spotify-playliste

Det er faktisk fysisk umuligt at køre i bil mere end 20 minutter uden musik... mener vi. Musik skal der til for, at et roadtrip bliver rigtig godt. Lav en fælles playliste, så I alle får mulighed for at høre jeres yndlingssange, og sæt den så på shuffle, så I aldrig ved, hvilken sang der kommer.

4. Hjemmelavet drive-in bio

Sørg for at have en masse dyner og puder med i bagagerummet! Når I har kørt længe, eller mørket træder frem, så kan I lægge sæderne ned. Hiv en bærbar frem og se en megagod film. Har I ikke computer med, er det også oplagt at åbne bagklappen og kigge på stjerner. 

5. Sjove kørelege 

Der findes et hav af sjove kørelege, men I skal da kende de bedste for at få den ultimative køretur. Inden turen kunne I hver især lave en lille quiz som eventuelt kunne være: Hvor godt kender vi egentlig hinanden? Eller en musikquiz – gæt kunstneren bag disse sange. 

S, P eller K kunne også sætte gang i snakken. En konsekvens kunne være udelukkende at tale svensk den næste time af køreturen eller at betale for maden ved næste pitstop.

6. Smart skraldespand 

Der bliver hurtigt lidt snavset i en bil fyldt med snackspapir og tomme dåser. Derfor kan I nemt lave jeres egen lille skraldespand. Hvis en af jer har en pakke tom Cheerios eller andet mærke, så tag den med, og sæt en skraldepose ned i – vupti, en hjemmelavet skraldespand som ikke fylder omme bag i.

7. Saml minder

Ved hver by I kører ind i, burde I tage billeder med et engangskamera. En dag kan I jo fremkalde billederne og lave en collage. I kunne også have et stort glas med låg med og samle jord fra hvert pitstop I har og skrive på glasset, hvor jorden er fra.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?