© Warner Bros. Television

10 gode råd til at blive en (endnu) bedre veninde

Hold ikke regnskab!

8. april 2020 af Karina Kold

Det er vigtigt at have nogle veninder, der kan støtte en gennem livet. Veninder, du kan grine og græde med og betro dig til med dine tanker og følelser. Men for at have nogle dejlige veninder, bliver du jo også selv nødt til at være en god veninde. 

Veninder giver nemlig en anden form for støtte end en kæreste og forældre kan give. Gode venner får dig til at slappe af, tage en dyb indånding, huske på hvad der egentlig er vigtigt og hvorfor. At være en god veninde gør dit liv sjovere, mere interessant og lettere at leve. Og når du er en god veninde, viser du også, hvordan du gerne selv vil behandles.

1. Prioriter dit venskab

Måske burde du gøre rent, handle ind eller følge med i et bestemt program i tv. Men giv “jeg burde”-gøremålene den kolde skulder og prioriter din veninde. Tænk på, hvor glad du bliver af at tale med hende, og den glæde vil i sidste ende give dig mere overskud til at få overstået alle “jeg burde...”-opgaverne senere.

Du skal bruge tid sammen med din veninde. Hvis I ikke kan gå ture, så ring eller skriv til hinanden regelmæssigt. I skal selv gøre noget for at holde jeres venskab ved lige. Aftal at ses. Og lav noget nyt nu og da, så I ikke falder i gamle rutiner. Når din veninde ringer eller skriver til dig, så skal du svare. Alle har travlt, men hvis du ignorerer og udskyder dine svar, føler din veninde sig skuffet og til grin.

2. Vær der for hende i gode og dårlige tider

Trop op til begravelser og bryllupper, operationer og festligheder. Vær ægte ked af det eller 100 procent glad på dine venindes vegne. Og lad også din veninde tage del i både det triste og det glædelige i dit liv. En god veninde er der i tykt og tyndt.

3. Vær loyal

En god veninde skal kunne holde på en hemmelighed. Har din veninde fortalt dig, hvem hun har et crush på, skal du ikke fortælle det videre. Det er sund fornuft. Men hvis du hører andre tale grimt om din veninde, vil du være en rigtig sej og god veninde, hvis du tager din venindes forsvar eller beder dem gå til din veninde i stedet for at tale om hende bag hendes ryg.

4. Vis omsorg og interesse for din veninde

En god veninde plaprer ikke konstant løs om sig selv, men lytter og sætter sig ind i hvordan hendes veninde har det. Du behøver ikke være enig i alt, hvad hun siger, men du skal lytte og give hende lov til at åbne sig for dig. Stil gerne spørgsmål, der kan hjælpe din veninde videre. Eller giv et godt råd, men bliv ikke fornærmet, hvis din veninde har det anderledes end dig og vælger at ignorere dit råd. Andre gange behøver du slet ikke sige noget, men bare du er der og viser, at du lytter og er en trofast ven, der samler din veninde op, når hun er nede.

Gode veninder holder nemlig øje med hinanden. Hvis din veninde har et alvorligt problem, som at forvolde sig selv ondt, så tag kontakt til professionel hjælp – efter du har talt med hende, hendes familie eller kæreste, med mindre de er en del af årsagen til hendes problem.

5. Vær ærlig

Ja, det kan være svært at sige: “Nej, den bluse klæder dig altså ikke.” Eller: “Jeg tror ikke, han er forelsket i dig.” Men hvis du er ærlig, ved din veninde, at hun virkelig kan stole på dig. Og det er rart at have en veninde, der ikke er høflighedsskånsom, men som er ærlig, til at stole på og ikke fylder en med løgne.

6. Udnyt ikke din venindes gavmildhed

Hvis du låner noget af din veninde, så pas godt på det, og aflever det tilbage i pæn stand. Betal også tilbage, når du har lånt penge af din veninde. Hvis hun gør noget sødt for dig, så gør noget til gengæld. Fordi du har lyst og ikke kun, fordi du føler, du skal.

7. Hold ikke regnskab

Hvem ringede sidst? Hvem betalte frokost sidst? Hvem købte dyrest julegaver? Hvem glemte at ønske tillykke med fødselsdagen? Who cares? Hvis du har en god ven, så slæk lidt på dine beregninger. Hvis jeres venskab ikke er godt, skal du måske tage det op til reevaluering. Fordelene ved dit venskab vil vare længere end dine beregninger over hvem, der nu gjorde hvad.

8. Fokuser på det positive

Vi har alle vores særheder og svagheder. Men fokuser på din venindes styrker og vidunderlige kvaliteter – det vil få jeres venskab til at leve længe og stærkt. Og prøv at glemme de ting, du ville ønske var anderledes ved din veninde, men alligevel ikke kan lave om. Accepter hende og sæt pris på hendes bedste sider. Det samme gælder selvfølgelig den anden vej rundt!

9. Respekter din venindes frihed

Pas på, I ikke hænger sammen konstant, så andre ikke følger sig velkomne i jeres selskab. Giv din veninde og dig selv plads til at være sig selv eller til også at hænge ud med andre venner. Selv om I er de bedste slyngveninder, behøver I ikke være ved hinandens side konstant.

10. Behandl din veninde, som du selv vil behandles

Det er den gode gamle gyldne regel. Vær sådan en ven, som du gerne selv vil have. Vi lærer af hinanden og udvikler os ved at møde mennesker, der ser anderledes på livet, end du selv gjorde. Husk også at tilgive og undskylde, hvis du har dummet dig.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.