Kanelsnurrer og kanelblomst
Hun vil værdsætte din tanke. © Instagram: @sofie_andresen / @acotefleurs

6 søde måder, du kan give din veninde kanel, når hun fylder 25

Vi ville ikke sige nej til en krans af Gifflar

6. marts 2020 af Zenia Andine Kehlet

Den søde kanel bliver ofte set på som et krydderi, der hører julen til. I Danmark hører den også en anden tradition til – nemlig 25-års fødselsdag – men det vækker ikke just den samme glæde. Forestil dig at blive overhældt med kanel, ikke kunne få det ud af hovedbunden, og at lugten stadig hænger ved en uge efter. 

Traditionen om at blive badet i kanel (og dét der nu er værre) på din 25-års fødselsdag er bare ikke lige tiltalende for alle – derfor har vi samlet seks søde måder at give din veninde kanel på, når hun fylder 25.

1. Sig det med Gifflar

Det her er da bestemt en måde, hvor alle ville blive glade for lidt kanel! Hvis du ikke er så vild med de gifflar, du kan købe, så kan du også altid vove dig ud i at bage dine egne! Mums, siger vi bare.

2. Et lækkert duftlys

Stearinlys kan vi ikke få for mange af. Og et lys pakket ind i kanelstænger er bestemt et af dem. Dette kan hun både tænde, når hun har en hyggeaften hjemme på sofaen, men det fungerer bestemt også på badeværelset med hjemmespa og lækre ansigtsmasker.

3. Hjemmebag

Har hun en sød tand, så er der heldigvis mange muligheder. En lækker, svampet kanelkage er altid en sikker vinder, og vi er sikre på, at hun vil værdsætte tanken fremfor et bad i kanel. Du kan også vælge at bage kanelsnegle eller en anden lækker sag, du ved, hun godt kan lide. Vi ville gerne modtage disse kanelsnegle-hjerter! En fødselsdagshilsen fra hjertet. 

4. Lav de sødeste, personlige dekorationer

Julen og december er for mange rigtig travl, men vores humør er alligevel bare lidt bedre end de andre måneder i denne vinterårstid. Hvis vi nu siger til dig, at du kan få din veninde til at smile lidt ekstra i december og samtidig tænke på dig, er det så ikke det værd? 

Kaneldekorationer, eller som de så fint hedder på engelsk cinnamon ornaments, er simpelthen så fine! Du kan både lave dem juleagtige, som dem på billedet, men er du modig, kan du også lave nogle mere personlige, så de netop ikke kun fungerer til jul. Måske udfra et minde I har sammen.

5. Den fineste blomsterdekoration

Er du kreativ, kan du også lave den fineste dekoration. Denne kan hun have stående i sit hjem, og så kan hun kigge på den til hver en tid (i hvert fald hvis blomsterne er falske). Så har hun altid mindet om, hvordan hun blev fejret på sin 25-års fødselsdag.

6. Et lille drys kanel på

Hvis det ikke behøver at være full-on kanel, så kan du også lave nogle lækre brændte mandler, hvor du tilføjer en smule kanel i opskriften. Endnu en måde at vise hende, at du er rigtig glad for jeres venskab. At hun kan se, du har lagt kræfter i, betyder helt sikkert noget for hende. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.