Mie, der har haft kræft, og hendes søster Julie
Mie og søsteren Julie. © Instagram: miegromada

Sådan støtter du bedst din veninde, der har kræft

“Det skal nok gå” er ikke altid det, hun vil høre

27. marts 2019 af Amalia Kristiansen

Mie Gromada er 24 år og har hele livet foran sig. Heldigvis. For livet tog en uventet drejning for Mie i marts 2018, og det kunne være endt galt. En cyste havde snoet sig rundt om Mies æggestok, og den skulle opereres ud. 

Mie troede, at det efter operationen var et overstået kapitel, indtil hun modtog et opkald fra lægerne 28 marts klokken 17:22. Hun husker det præcise tidspunkt, for det var der, at hendes verden vendte på hovedet. Der var noget mere i cysten, og det var kræft.

Veninder er altafgørende 

Veninder var med til at holde modet oppe for Mie. “I min situation var de virkelig altafgørende,” siger Mie, da vi taler med hende. De var der, når hun var ked af det, men de var der også, når hun var glad.

Det kan være svært, at være veninde til en, der er alvorligt syg – og det gælder for begge parter. Når din veninde får kræft, er du pludselig nødsaget til at se din egen dødelighed i øjnene, og det er ikke nemt, når du er ung og fuld af liv.

Derfor har Mie givet sine fem bedste tips til, hvordan du bedst støtter din veninde med kræft, samtidig med at du husker dig selv. 

To veninder der hygger i seng
For Mie var veninder i sin sygdomsperiode altafgørende. © Instagram: miegromada

1. Vær åben

Mie mener, at åbenhed er alfa omega, når sygdommen rammer. Og den er gensidig.

Det er lettere at snakke om tingene, når I begge er åbne omkring, hvordan I har det. Det gør, at sygdommen ikke bliver en form for tabu, og at I let kan italesætte de svære emner, når de rammer.

Du skal derfor være åben og nysgerrig over for både sygdommen og din veninde. Det gør også, at hun føler, at du er der og kan rumme hende.

2. Spørg løs

“Det er bedre at spørge for meget end for lidt,” forklarer Mie.

Det kan lyde som en kliché, men Mie pointerer, at der ikke findes dumme spørgsmål. I er begge på dybt vand, fordi det er noget, ingen af jer har prøvet før. Det er derfor bedre at stille de spørgsmål, som du måske føler er grænseoverskridende, for du kan kun blive klogere – og det samme bliver din veninde.

Ved at du spørger ind til sygdommen, viser du også din interesse – både for sygdommen, men også for din veninde. Selvom hun er syg, så er hun jo stadig den gode veninde, som du kender.

Veninde der støtter hendes veninde med kræft
Mie og hendes gode veninde, der støtter hende i de gode og dårlige tider. © Instagram: miegromada

3. Anerkend din venindes følelser

Det er svært at være syg, og der er mange svære følelser forbundet med det. Dog er det ofte nok at være der og lytte, men vær anerkendende, når du støtter din veninde.

Hvis hun siger, at hun er bange for svarresultaterne på den seneste scanning, så anerkend den følelse med forståelse frem for “det skal nok gå”. Mie fortæller, at selvom “det skal nok gå” altid er ment på den bedste måde, så er det ikke altid det, du skal sige, fordi det ikke altid virker anerkendende.

4. Tillad dine egne problematikker

Selvom din veninde bliver syg, og det fylder meget for hende, så betyder det ikke, at hun ikke stadig er sig selv inde bag ved. Hun er stadig din veninde, og dine problematikker er altså stadig lige så meget værd.

Hun vil gerne høre, at det er irriterende, at bussen kommer for sent hver morgen, eller at du ikke har fået trænet, eller at kæresten er dum. Dine hverdagsproblematikker vil din veninde gerne høre om, for dit liv stopper ikke, selvom hun bliver syg.

Hun føler sig også mere normal, når hun hører om de hverdagsproblematikker, der stadig eksisterer derude.

5. Tag initiativ

Hvis din veninde er kræftsyg, er det nok ikke overskud, hun har mest af. Derfor siger Mie, at det er en god ide, at det er dig, der tager initiativ. Tag forbi din veninde og lav hendes yndlingsmad, køb hendes yndlingsslik med, når I skal ses, eller hent hende til en hyggelig gåtur, hvis hun er rask nok til det.

Fysisk rask af kræft, men også psykisk? 

10 september 2018 blev Mie erklæret kræftfri. Kræften var væk, og kemoen havde hjulpet. Hun pointerer dog, at selvom hun er fysisk rask, så er hun ikke psykisk rask. Der vil altid være mén. “Kræft er en sygdom, der ændrer én. Jeg vil altid være mærket psykisk, og jeg har stadig brug for, at mine veninder anerkender det.” fortæller Mie.

Mie med flag på hospitalet
Mie blev erklæret kræftfri d. 10 september, og her i marts har hun fejret 6 måneder som rask. Billedet er fra hendes sidste omgang kemo. © Instagram: miegromada

Mies råd er gode at tage udgangspunkt i, hvis du har en veninde, der bliver syg af kræft. Husk dog på, at alle er forskellige. Det vigtigste er, at du er der for hende, og at du spørger, hvad hun har brug for. Det er netop det, veninder er til for.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori