Mørkhåret kvinde med prikket skjorte smiler stort
© iStock

14 ting, der gør dig glad

Vi kan godt afsløre, at chokolade er én af de ting, der kan påvirke dit humør i en positiv retning

9. maj 2018 af Maria Denise Christoffersen

1. Gå ud i luften

Dagslys, luft, plads og frihed. Det venter alt sammen lige uden for din dør. Så frigør dig selv fra sofaen, og gå ud i verden. Lad mobilen blive hjemme, og find noget vand eller en park, du kan slå dig ned ved. Det er okay ikke at tænke på noget. Nogle gange er livet bare at trække vejret og være til. Hvorfor ikke gøre det, mens du får lidt frisk luft i lungerne

2. Snak om problemerne

Det kan være hårdt at sætte ord på, hvad det er, der dræner dig. Alligevel er det allerbedste råd, du nogensinde vil få: Tal om det. Uanset om du finder en god veninde eller en person, du ikke havde regnet med ville være der, så letter det altid at fortælle højt, hvorfor du er ked af det.

3. Shop med en veninde

Hvis du har brug for en opkvikker, så tag din bedste veninde med i butikker. Det vigtige er ikke at straffe dankortet, til det skriger (for det kan humøret godt komme til at lide under senere). Men du kan stadig blive glad af at tulle rundt og prøve tøj, mens I sladrer og tager en smoothie-timeout undervejs.

Veninder kigger på tøj på deres shoppingtur
Tag på shoppingtur med din veninde. © iStock

4. Se på dig selv med andre briller

Luk øjnene. Træk vejret dybt. Tænk på et menneske, som beundrer og elsker dig. Det kan være din mor, din bedste ven eller din lille niece. Forestil dig, at du ser dig selv gennem vedkommendes øjne. Mærk så efter, hvordan du har det, når du kigger på dig selv med den andens beundrende blik. Vær stolt over de ting, der gør dig til et godt menneske med noget at byde på.

5. Spis chokolade! 

Chokolade er enhver kvindes bedste ven, uanset om humøret skal boostes eller allerede er i top. Ud over at smelte på din søde tand som en lille lykkepille af kakao kan chokolade blære sig med at frigive endorfiner, som gør dig gladere. Gå efter én med højt kakaoindhold. Match den med en god kop te eller kaffe, og lad glæden sprede sig fra dine smagsløg og helt ud i kroppen.

Kvinde spiser chokolade
Chokolade gør dig glad. © iStock

6. Gør noget godt for andre 

Det lyder måske frelst, men det hjælper faktisk gevaldigt på humøret at gøre noget godt for en anden. Det behøver ikke være noget stort for, at effekten bliver det. Du kan købe ind for din mormor, lave en gave til din veninde eller melde dig som frivillig i en lektiecafé. Der er tonsvis af muligheder for at give andre – og dig selv – et stort smil på læben.

7. Se en film-klassiker

Smut forbi din ynglings streamings-tjeneste, og styr direkte mod ‘favorit’-sektionen. Her ligger nøglen til dit gode humør begravet. Se indholdet godt igennem, og find de feel good-klassikere, der får hjertet og tårekanalerne til at flyde over. Hvad med Bridget Jones’ dagbog, Love, Actually eller Da Harry mødte Sally? Vi har her samlet de bedste serier på Netflix. Husk slik, og hop så hjem under dynen.

8. Kys, kys, kys!

Hvis du har en kyssebuddy, så er det bare om at komme i gang med noget tungeaction. Kys frigiver nemlig endorfiner og gør dig fysisk gladere. Ingen loverboy i nærheden? Op på stiletterne og ind i kampen, missy!

Blond kvinde og mørkhåret mand kysser hinanden
Kys frigiver endorfiner og gør dig fysisk gladere © iStock

9. Hunde gør dig glad 

Hunde savler, fælder og spiser ulækre ting, som de finder på jorden. Og så er de verdens bedste og mest loyale venner! Har du været din kæreste utro, skylder du penge, eller har du sagt noget dumt til din veninde? Hunde er da ligeglade! Hvis bare du vil nusse dem bag øret og give dem opmærksomhed, så er du dagens helt og bliver tilbedt og elsket, som en anden popstjerne. Har du ikke selv en hund, så besøg din moster eller andre, du kender, som vil låne Fido ud i en times tid eller to.

10. Få et godt grin

Opløsningen af den sorte knude i maven, når latteren ruller, og hele kroppen hopper med, er så overvældende og dejlig, at det egentlig er et mysterium, hvorfor flere mennesker ikke er afhængige af lattergas. Det er nok, fordi et ægte latterbrøl skal komme indefra – men prøv alligevel at opsøge de gode grin. Vi anbefaler selvfølgelig Womans pinlige læserhistorier.

11. Giv dig hen til din hobby

Hvis hjertet er tungt, kan det lindre at være kreativ. Her er det guld værd at have en hobby eller en passion. Og der kan sagtens komme et godt produkt ud af hjertesmerte. Tænk engang, hvordan verden ville have set ud, hvis van Gogh eller John Lennon aldrig havde haft en dårlig dag!

12. Tag et smut til en helt anden verden

Tag til Hogwarts, Eventyrland eller på hævntogt med Lisbeth Salander. Når du mister dig selv i en bogs univers, kan din dårlige dag umuligt følge med. Så find en spændende bog – på biblioteket står der en masse ensomme bøger og bare venter på, at du flygter ind i dem.

Kvinde læser en bog og drikker kaffe af et hvidt krus
Læs en god bog. © iStock

13. Syng med på musical-hits

Sæt powermusik på anlægget, og skru godt op. Musicalsange er allerede skabt til at synge med på – vælg én, du rigtig godt kan lide. Stil dig midt på gulvet, og syng med. Læg ud på normal lydstyrke, men når første omkvæd begynder, skruer du op og skråler med for fuld hammer! Og hvis du får lyst til at kaste dig ud i nogle moves, giver det ekstrapoint!

14. Lav en liste over ting, der gør dig glad

Lige meget hvad der nager dig, er der altid noget at være taknemmelig for. Find ind til det vigtigste ved at skrive det ned. Start med det helt grundlæggende som: “Jeg er glad for min sundhed.” Prøv at huske sidste gang, du grinede. Du kan også skrive navnene ned på de mennesker, du ved vil gå igennem ild og vand for dig. Eller opliste små, gode ting, der er sket i løbet af ugen. Hæng sedlen op hjemme, og føj hele tiden nyt til.

Bragt første gang i Woman nr. 162. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori