Solbrun kvinde på stranden med solcreme og hat
© iStock

Lider du af soleksem? Her er 6 gode tips, der kan hjælpe dig i sommervarmen

Det rigtige outfit har meget at skulle have sagt

1. juni 2018 af Simone Overgaard Aaberg

Du ligger og nyder det fantastiske vejr, solens stråler varmer din krop, og livet kunne næsten ikke blive meget bedre… BUM, dagen efter er du ramt af et kløende, rødt og møgirriterende udslæt med en masse små blærer på både hænder og albuer.

Soleksem er en allergisk reaktion og et tegn på, at din hud ikke kan tåle solens stråler. Det kan være en sand plage, når sommeren nærmer sig, eller du har en tur sydpå i vente. Vi har her samlet seks tips, du kan få glæde af både før og efter, at skaden er sket.  

1. Væn din hud til solen lidt ad gangen

Du kan med fordel begynde tidligt med at vende din hud til solen. Inden turen til Mallorca nærmer sig, så sørg for at komme ud i den danske sol uden for prime time og gerne i relativ kort tid af gangen. Det er bedre at tage korte, hyppige ture i solen fremfor at ligge og stege i flere timer. 

2. Husk solcremen

Vi er blevet mindet om det siden barndommen, når mor liiige nåede at råbe: “Husk nu solcremen!” inden vi løb ud ad døren. Men der er også noget om det, for solcremen er nok det vigtigste hjælpemiddel i forsøget på at forebygge soleksem. Brug gerne en høj faktor, så beskytter du bedst! 

3. Dæk det udsatte område til

Er du efter et par timers tanning kommet i den uheldige situation, at der er dukket et stort område soleksem op på maven, så gør du klogt i at dække det ramte område til. Det skal du faktisk helst gøre i en uges tid, så eksemen (forhåbentlig) går lidt i sig selv. Hvis du ikke dækker det til, så risikerer du bare at gøre det værre. Så vælg outfit med omhu!

4. Hold dig i skyggen

Er du hårdt ramt, kan det være svært at dække dig tilstrækkeligt til, så du helt undgår solens skarpe stråler. Det bedste og mest effektive råd er at holde dig helt i skyggen, indtil det er blevet bedre, så du ikke forværrer den allergiske reaktion. 

5. Smør området med hormoncreme

For at dulme betændelsen som opstår ved soleksem, kan du opsøge din læge, som kan give dig en recept til creme, der indeholder binyrebarkhormon. De cremer er nemlig inflammations-dræbende og kan derfor lindre symptomerne på soleksem. Det er dog en hidsig fætter, og du må derfor kun bruge cremen i en kort periode. 

6. Lysbehandlinger kan hjælpe dig

Hvis du er blandt dem, der rammes af soleksem hvert eneste år, så er der hjælp at hente hos hudlægen. Det er nemlig muligt at få lysbehandlinger, der går ind og hærder din hud, så den i højere grad kan tåle solens stråler. 

Kilde: Apotekeren.dk, Min.medicin.dk

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori